DOComedy Now

 " Kan du ikke lige skrive nogle tanker ned om bogen - så har vores pressemedarbejder noget at arbejde med til pressemeddelelsen, " skrev redaktøren, og den slags skal man passe på med at sige til mig. For et døgns tid senere fik hun to tætskrevne A4-sider tilbage.  Der kom selvfølgelig kun en brøkdel med i den PM, så her får I det hele. Bogen udkom d. 25. oktober 2024, og karakteriseres af forlaget som et underholdende drama med thriller fornemmelser og lidt magisk realisme. Derudover (som de også selv har fundet på:) " Forfatter Mikkel Stolt kombinerer skæv humor, legende sprog og psykologisk dybde i en historie, der holder læseren på tæerne." KRAPYL-TANKER   Måske er det arven fra alle mine år med tv og videoer, der som oftest skulle kommunikere bestemte ting, som gør, at jeg i mine egne værker aldrig beslutter på forhånd, hvad de skal handle om. Jeg starter med en spinkel idé, laver måske et lille, faldefærdigt stillads – og så ser vi, hvad der sker.   Det p...

Jeg har jo gennem tiderne haft for vane her på bloggen at anmelde åbningen og afslutningen (indtil jeg ikke blev inviteret til sidstnævnte længere) af CPH:DOX-festivalen. Men da jeg nu om dage skriver for POV International, er omtalen i år røget over til dem. Men I skal ikke snydes for min skvaldren op, så derfor bliver I ledt dérover via dette link . Jeg skriver udover selve åbningsarrangementet om Max Kestners Livet og andre problemer og om et arrangement med fodboldfilmen Copa 71. Og det er kun her, at I får mit fancy foto fra åbningen med de to direktører i deres smækre outfits. (Og måske SKULLE jeg snart skrive noget nørdet her på bloggen ... )

I det seneste nummer af Filmmagasinet EKKO (#94, juli/september 2023) er der er en manusforfatter, Jakob Weis, der mener, at hele filmbranchen er " martret af en ensidig dyrkelse af auteur-tankegangen, hvor det er instruktørens vision, som skal opfyldes. Det er usundt. " Han tilføjer, at han drømmer om, at filmstøttemidlerne "i højere grad giver plads til manuskriptforfatternes vision" . Han kommer selv fra teatret, og det må da også være røvsygt at se sine ord blive maltrakteret af en flok behagesyge og/eller adfærdsvanskelige skuespillere aften efter aften eller at opleve, hvad selvfede filmfolk finder på af falbelader, der forstyrrer ens plot. Så jeg fristes da til at svare ham med ordene: "Skriv en bog" . Fra filmen "Min Avatar og Mig" (2011, foto: Kean Kelly) Men selvfølgelig, hver fugl synger med sit næb, også den dronte, som skriver denne blog. Men manusforfatteren har nu misforstået noget efter min mening - og han er desværre nok ikke al...

 Som genre er pastichen sjov at arbejde med. I modsætning til parodien (som skam også er sjov) er den også at betragte som en hyldest, og for mig at se er kunsten at tage udgangspunkt i en genkendelig stil og dernæst lade teksten udvikle sig, så den får sin egen stemme og ikke længere kun er en stilefterligning. Jeg prøvede det selv for første gang helt aktivt i det, der blev min allerførste tekst hos internetmagasinet POV International. Det var nemlig en Proust-pastiche, der startede som en øvelse i at kredse om en mere bevidst sprogliggørelse af diverse sansninger, men endte som et selvstændigt essay om erindring og diverse brødprodukter. Mit første surdejsrugbrød (eget foto) På det seneste har jeg gået og puslet med en roman-idé, som udsprang af et lille åbningskapitel, jeg skrev for sjov for et par måneder sider, og som i den grad minder om starten på en Murakami-historie (hvilket i øvrigt går op for en af de medvirkende). Jeg er næsten sikker på, at det kan blive til noget...

At være kreativ betyder ikke bare at udtrykke sig. Det betyder ifølge ordbogen ” at være god til at få nye ideer og realisere dem (på en fantasifuld eller kunstnerisk måde) ”. (ODS) Og i mine øjne har det altid betydet at lave noget, som ingen andre kan. I hvert fald ikke på samme måde. Som tiden er gået, har jeg opdaget, at det jo godt kan være lidt problematisk, idet trangen til at skabe noget og dele det med andre jo melder sig oftere end man kan være direkte nyskabende. Hvis man så samtidig er så uheldig rent karrieremæssigt at ende i ”den kreative branche” med flere og flere fortvivlede forsøg på at opnå hæder, anerkendelse og skejser, så er man nødt til at kigge lidt indad. Og derinde fandt jeg for mange år siden ud af, at man i det mindste skal finde sin egen stemme i sit kreative virke for at holde det ud. Ravn på strandeng (foto: M.S.) I mit dokumentarfilm-arbejde opdagede jeg på et tidspunkt, at jeg kunne lave almindelige dokumentarprogrammer uden at tænke for meget over de...

Jeg havde glædet mig ekstra til at anmelde åbningen af CPH:DOX i år, idet anmeldelsen skulle have været bragt i POV International , hvor jeg har skrevet regelmæssigt det sidste års tid, og ikke bare på denne obskure side. Men noget føltes ikke rigtigt, og det ’noget’ var den lorte-virus, som vi ellers flyttede på landet og væk fra alle storbykloakrotterne for at undgå. Jeg er derfor lagt ned for tiden og er helt ukampdygtig, men jeg fik da en telefonisk rapport tirsdag fra ham, som overtog min billet i mandags. Det nye visningssted i det gamle radiohus’ koncertsal på Rosenørns Allé er et hyggeligt sted, men jo altså ikke designet til filmforevisninger, hvilket ifølge min kilde blandt andet betød, at lydkvaliteten sådan set var fin, mens billedet ikke stod, som det skulle. Filmen var han så skuffet over, at jeg ikke selv orker at se den online, og han havde mange gennemtænkte indvendinger, som jeg stoler fuldt og fast på. Eller også skal jeg se den, så jeg kan få syn for sagn? Siden...

S om sædvanlig er åbningen af den københavnske dokumentarfilmfestival tænkt som en eksklusiv begivenhed med special invitation og det hele, men jeg fik et flashback til tidligere år (kig selv videre her på bloggen. Jeg har 'anmeldt' åbningen med enkelte undtagelser siden 2012), hvor jeg altid blev tildelt et elendigt sæde i salen, da jeg ikke kunne få det tilsendte link til at virke. Der er altid nogen, der er mere VIP end andre, og disse havde måske fået diskrete hints om, at det vil virke bedst i den og den browser i det og det styresystem, men efter et par forsøg fik jeg det da op at køre på en alternativ pc med Microsoft Edge. Desværre kunne jeg efterfølgende se på forskellige fora, at andre havde lignende problemer og helt måtte opgive. Det giver jo en behagelig følelse af, at jeg er måske ikke er lige så fin som nogle, men finere (eller i hvert fald mere trænet i computer-snavs) end nogle andre. Den afgående festivaldirektørs tale var altså allerede i gang, da jeg blev...

INVITATION TIL ’FILMPREMIERE’ Du er hermed inviteret til en lukket, privat, non-kommerciel og eksklusiv online-adgang til ”JAMAIS VU – eller De Fem Fodfejl”, skrevet og instrueret af Mikkel Stolt. ’Premieren’ er d. 20. april 2021 kl. 17, og den varer 59 minutter. Drikkevarer tilladt! Alt du skal gøre er at sende en mail og 0 kroner til mikkel@fenrisfilm.dk , hvorefter du vil få tilsendt et link til filmen på dagen. Skulle tidspunktet ikke lige passe, vil linket være gyldigt til den 30 april. ’Filmen’ er et sammensurium af udpluk fra film, der gennem mange år aldrig blev til noget, og scener, bidder, musikstykker og meget mere, som aldrig er kommet til deres ret. Det valgte denne ’film’ så heller ikke at komme - til sin ret altså - for det bestemte den selv en nat i december 2020: ”Jeg er færdiiiig,” råbte den, men vi vidste godt, at det var den ikke, men vi kom og tørrede alligevel og lukkede derefter toiletlåget. Så det er en skitse ophævet til værk; et ufærdigt misk-mask om...

Min film "Jamais Vu (eller De Fem Fodfejl) " (2020, 59 min.) er langt om længe blevet færdig. Endda uden at jeg har gjort noget som helst for det - sådan da. Forklaring følger her nedenfor i form af mit følgebrev til CPH:DOX 2021, da jeg tilmeldte den for nylig. Kære CPH:DOX Jeg har tilmeldt mit seneste produkt, ”Jamais Vu (eller De Fem Fodfejl)”, som jeg med vilje ikke kalder en film, men en ’film’, til jeres smukke festival. I skal være lidt friske, for ved første øjekast er den slet ikke færdig. Men det er den, har det vist sig. Og jeg skal være frisk, for jeg har selvfølgelig haft lyst til at ændre, klippe ud, tilføje og generelt bare gøre filmen smooth og lækker. Men ’filmen’ selv ville noget andet, fandt jeg ud af efter flere års arbejde med den, og det må jeg respektere, selvom det måske koster på min selvrespekt og på selvforståelsen. Her kommer allerførst logline og synopsis, som også fremgår af min tilmelding: Logline: This ‘film’ is not finished. It’s about my ...

Filmværkstedet fylder 50 år i år, så jeg har jo haft tid nok til at lave en film dér. Men det har jeg bare ikke – selvom jeg har forsøgt et par gange – og nedenfor står der også lidt om hvorfor. Næh, jeg kom i stedet ind i det her rod via en anden tilkørsel, fordi jeg behændigt ignorerede det skilt, hvorpå der stod Indkørsel Forbudt. Jeg sagde bare, at ”det er mig, der hedder Budt”. I stedet kom jeg senere til at tage en afkørsel, så jeg under alle omstændigheder endte nede under den egentlige filmbranche. (Eget foto, okt. 2020) D et startede med undervisningen i filmkundskab i gymnasiet, hvor vi også skulle lave vores egne 8mm-film. Jeg lavede primært små produktioner med komedie-islæt, men jeg begyndte også at skrive mere højttravende ting. Vi købte et gammelt 16mm-kamera og filmede blandt andet et kærestepar i en skov, der stod og kyssede, mens en mand i kittel overmalede dem med maling. Jeg kan ikke huske hvorfor, men jeg tror, jeg kunne lide det absurde. Jeg havde ikke på nogen må...

Der står et maleri i min vindueskarm. Det er malet af vores farfar, som måske ikke blev nogen stor og kendt kunstner (men dog medstifter af Den Fynske Forårsudsstilling i 1920'erne), men lige dette billede holder jeg meget af. Det er malet i akryl (tror jeg) med generøse og alligevel lidt rastløse penselstrøg på en gammel, tynd masonitplade, som er flækket lidt og temmelig bøjet, og det er, som man kan se, slet ikke sat i ramme. (Og det er jo netop rammer, der skaber kunst, som I ved. Eller det siger alle dem rundt om kunstnerne i hvert fald. For de er jo selv ”rammerne” … nå, det var et sidespring.) Billedets fysiske stand siger nok noget om min farfar og hans tilgang til maleriet, men det mest interessante er nok alligevel motivet. "Uden titel", ukendt år, Jens Stolt (1902-83) De forestiller nemlig tilsyneladende en brakmark, der er omgivet af grønne afgrøder på hver side, en skovtykning i baggrunden, en blågrå himmel foroven samt en grusvej med et gammel...

Den ene er glad og den anden ser gnaven ud. Den glade bestiller to øl, og kommer hen til bordet med dem. Idet han sætter dem på bordet, siger han: - Du virker sur, hvad er der galt? - Ah, du ved. Det er jobbet. Eller … mit liv. - Kan du uddybe? - Jo, altså, at være kreativ kræver, at du tror på, at du kan noget. Noget særligt. Om du er amatør eller professionel. Men for de sidste - og især inden for film og tv - så er det måske endnu vigtigere, at du kan overbevise andre om, at du kan noget særligt. Og så står man med problemet: Har du og de andre samme opfattelse af, hvad der er ”noget særligt”? Og leder de overhovedet efter ”noget særligt” eller i virkeligheden mere efter noget genkendeligt og forståeligt? - Ja-ja, det er jo den samme gamle traver: ”De forstår mig ikke”, ”redaktøren og konsulenten tør ikke satse” og så videre og så videre … - Sarkasme klæder dig ikke. Men når man i filmbranchen hører sætningen ”Det er et lidt for smalt projekt til at søge DFI ...

Vi vil det bedste – for alle. Det vil vi vel alle. Og det bedste for alle er, at alle forstår, hvad der er vigtigt. Og derfor skal de have det at vide. Og det er jo derfor, der findes dokumentarfilm: så vi kan fortælle alle om, hvad der er vigtigt. Hvad der er på dagsordenen – eller burde være det. Det er jo også derfor, at man kan opleve folk spørge: Jamen, hvad vil du egentlig sige med din film? For vi er bare blevet så vant til, at dokumentarfilm selvfølgelig skal gøre det: sige noget om noget. Om noget helt konkret. Og derfor kan man også møde filmkonsulenter og tv-redaktører, der spørger dig: Hvad skal din film betyde – og hvorfor vil du egentlig lave den film? Så er der bare, at jeg vrider mig lidt i stolen og tænker, at dagene for den kunstneriske dokumentarfilm her i landet er talte. For er det ikke det, der er kunsten? At den taler for sig selv – og ikke skal bruges til at advokere for et eller andet? Personligt gider jeg meget sjældent se agendabårne dokumen...

or “Being inside when you really want to be outside” or “Me, a failure”. Once I was someone else. I was someone who thought he would be a good “expert evaluator” for Creative Europe (or MEDIA as it was called). And if nothing else, I thought I would learn something for our own future applications ... and even earn a buck while doing that. So, I applied on the call and signed up to be part of the “expert evaluator” team in the field of international applications for European support for documentaries, both single projects and slate funding. Me then (Photo: J.E.Stolt, ca. 1968) I filled out the forms with my education, film production experience and knowledge of the international documentary field – and forgot all about it. A few years later, I was suddenly approached by mail and first it looked like a scam or a phony mail. But no, they really wanted me to assess incoming applications and had accepted me as an “expert”. They probably also should introduce a psychological...