Tanker om lydbogs-versionen (juni 2026) af min røverroman "Pendulet i Portugal" (udkommet maj 2024)

Jeg har aldrig hørt en hel lydbog. Nu og da har jeg lyttet med, når min kone, dyrlægen, tændte for en lydbogs-cd i bilen, og som hun var midt i, men jeg har aldrig haft lyst til mere end det uddrag, der kun varede så længe som bilturen varede. Selv da jeg for nogle år tilbage lå med hjernerystelse i flere uger og ikke måtte læse i bøger og troede, at ”nu skulle det da være”, kom jeg kun igennem en halv. Så hørte jeg radio for resten.

Problemet for mig er, at en lydbog ikke længere er litteratur, men via oplæserens rolle bliver til drama. Lige så snart man ikke selv former ordene i sit hoved, men får dem fortolket af en anden, så flytter man formidlingstype. Nuvel, der blev også læst op fra bøger i radioen i gamle dage, så fænomenet er jo ikke nyt, men jeg tunede ikke selv ind på P1 hver dag kl. 15:15 – eller hvornår det nu var – for at høre Pouel Kern – eller hvem det nu var – læse op af Martin A. Hansens Løgneren – eller hvad det nu var.

Jeg skal have en bog i hånden, og jeg har da heller aldrig læst en e-bog, og jeg printer altid længere tekster, som jeg i embeds medfør skal læse, ud. Der er selvfølgelig noget med det taktile ved at have en bog i hånden, men jeg ser sådan set ikke den store forskel i at læse en læderindbunden klassiker eller en billig paperback. Jo, fornemmelsen for godt boghåndværk kan godt smitte af på teksten, men det er kun en kort overgang. Det er livet inde på siderne, der betyder noget. Den stemning, der strømmer fra forfatterens ord- og handlingssammensætninger, og som man selv skal fornemme og se og høre for sig.

Nå, men det var lydbøger, jeg kom fra. Af mine egne bøger er det hidtil kun min debut, Bacon i bagagen, der er kommet som sådan, og da forlaget skulle producere den, lod de mig vælge mellem tre indtalere, som de mente, ville være gode. To af dem kunne jeg forkaste efter få minutters test-lytning, mens den tredje heldigvis føltes som et godt match med sin mere nøgterne stil. Da bogen jo er en dokumentarisk roman, så foretrak jeg så afgjort en oplæser med så lidt drama og patos i stemmen som muligt. Men mellem os sagt, så har jeg aldrig hørt mere end få minutter af lydbogen.

Men jeg kunne se på oversigten over mine bibliotekspenge, at både e-bogs-udgaverne af mine andre bøger samt netop lydbogsversionen af Bacon i bagagen faktisk battede en hel del på grund af nye afregningsprincipper. Og så fik piben en anden lyd hos mig, og jeg forhørte mig, om ikke forlaget bag Pendulet i Portugal skulle udgive den som lydbog, og jeg brugte selvfølgelig den undskyldning over for mig selv, at lige dén bog faktisk handler om at fortælle godnathistorier. Jeg skrev den ikke med oplæsning for øje (som jeg faktisk mener vil være bedst for en lydbog), men jeg kunne føle mig mere på moralsk, sikker grund. Det var i øvrigt en bog jeg skrev med de børne- og ungdomsbøger, jeg selv læste i sin tid, i tankerne. Bøger, hvori der også var noget for de voksne. Spænding, spioner, humør samt lidt romantik og magi på et bagtæppe af virkelige steder og begivenheder. Jeg kalder det doku-eskapisme.

Jeg tænkte selvfølgelig på skuespilleren Jesper Christensen som oplæser – han har immervæk indtalt hele Harry Potter-serien, som jeg i en kombination af falsk beskedenhed og hede feberdrømme anså min egen bog til at være en afløser til – og da jeg har arbejdet med ham et par gange, så skrev jeg til ham. Han svarede mig imidlertid, at han var holdt op med at indlæse lydbøger, og så var jeg lige vidt. For Thomas Vinding var jo heller ikke tilgængelig.

Forlaget fortalte mig desuden, at deres lydbogssamarbejdspartner efterhånden kun ville producere krimier, og så strandede det lidt. Altså indtil min redaktør foreslog, at jeg kunne indtale den selv. De kunne sende mig optageudstyr og anbefale software, og det tyggede jeg lidt på. Eller rettere, jeg tyggede i et godt stykke tid. Jo, jeg har jo selv indtalt voice-over til både mine tv-programmer og nogle af mine film, men ville jeg orke at indlæse adskillige timer?

Her læser jeg faktisk selv op fra bogen på BogForum i 2024 (foto: Dyrlægen) 

Til sidst sagde jeg dog, ”okay, lad mig prøve”. Jeg må have tænkt i et sindssvagt overvurderende øjeblik, at når jeg hverken kunne få Jesper Christensen eller Thomas Vinding, så måtte jeg selv stå som nummer tre i rækken. Så kort efter kom der en kasse med posten med mikrofon m.m., og den lagde jeg så op på en hylde i et halvt års tid.

Sagen var nemlig, at jeg udover skrækken for at læse min egen bog igen og opdage, hvor meget jeg ville have lyst til at lave om, så gik det op for mig, at jeg ikke rigtigt havde et sted til at foretage indspilningen. Dyrlægen arbejder også meget hjemme, og da hun skal igennem mit kontor for at komme ind og ud af sig eget, så havde jeg endnu undskyldning: Jeg ville forstyrre hende, der tjener pengene, i sit arbejde, og jeg ville selv blive forstyrret. Om ikke af hende, så af katten, der ville komme og skrabe på døren eller klapre med lemmen ude i gangen. 

”Hvad med at sidde i soveværelset?” spurgte dyrlægen så en dag. Jo, det kan måske godt lade sig gøre over i karnappen. Problemet var bare, at vi skulle til at have malet og lavet om i rummet, men så slap jeg jo i lidt længere tid. Og da værelset var færdigt, var det blevet vinter, at da vi foretrækker at sove i et koldt rum, så kunne det på grund af alt for lave temperaturer ikke lade sig gøre at sidde og arbejde dér. Sagde jeg til mig selv og hvem, der ellers ville lytte. Det var som regel kun katten. Men så blev det forår, og da dyrlægen skulle være væk en uge i begyndelsen af maj, besluttede jeg mig for, at nu skulle de fandeme være. Jeg vidste godt, at jeg ikke ville blive færdig på den uge, men jeg ville kunne komme i gang.

Vores soveværelse.

Derfor fik jeg testet mikrofonopsætning på det grønne filtspillebord, vi havde stillet op i karnappen, hvor også et tykt gardin kunne blødgøre lyden. Jeg lavede forskellige tests og sendte til forlaget, som godkendte dem, og da første mandag i maj oprandt, var det bare at gå i gang. Men så begyndte de egentlige problemer jo.

For hvordan skulle jeg gøre det? Det første kapitel er en introduktion til de omstændigheder, hvori min farfar fortalte historier til mig og mine brødre, og som danner rammen for resten af historien. Den kunne jeg læse med min normale stemme, men hvad så fra 2. kapitel, hvor jeg-fortælleren er den nogle-og-halvfjerds-årige karakter, som både er bedstefar og den hemmelige identitet, Tiggeren? Og hvad med replikkerne? Om karakteren Fifi, der jo bygger på virkelighedens Snu Seidenfaden, kommenterer den yngste af drengene, at hun taler lige som Dronning Margrethe, så skulle jeg også gøre det? Og skulle jeg lyde som et barn, når de mindste børn talte? Som næsten altid når jeg arbejder kreativt, så valgte jeg at bruge mit instinkt, og se hvad der skete, når jeg kom til det. Det lød jo også som det nemmeste.

Men allerførst skulle jeg finde ud af, om jeg skulle læse fra bogen eller fra pdf’en på en computerskærm, og da jeg valgte den trykte bog – idet jeg jo skulle bruge min pc som optageenhed – skulle jeg så have den under, over eller ved siden af mikrofonen? Nå, det løste sig, selvom jeg havde svært ved at se Audacity-programmet på skærmen og kontrollere lydniveauet samtidig med at jeg læste, og jeg vidste jo fra begyndelsen og fra min tid i filmbranchen, at det bestemt ikke er en god idé at være udøvende ”kunstner” og tekniker på samme tid. Så jeg valgte ret hurtigt at ignorere at følge med i softwaren, mens jeg læste et kapitel af gangen op, og så ville jeg umiddelbart bagefter redigere det pågældende kapitel. På den måde kunne jeg bedre huske de fejl, jeg havde lavet.

Jeg kendte ikke Audacity-programmet i forvejen, men da jeg har arbejdet i flere forskellige stykker software til film- og lydproduktion gennem årende, så lærte jeg forholdsvist hurtigt værktøjerne at kende. Et kapitel tog mellem 18 og 30 minutter at indspille – man kan læse og tale forkert et uendeligt antal gange, fandt jeg ud af, men jeg lod ”båndet rulle”, så at sige – og så tog det mellem fem kvarter og to timer pr. kapitel at klipper pauser og vejrtrækning med mere ud. Og ikke mindst genindspille små bidder, hvor jeg simpelthen sagde noget helt gak eller snuppede for meget af eller talte for hurtigt (det sidste er jeg slem til, men så slipper lytteren jo for at speede afspilningen op, som jeg har hørt, at mange har for vane). I denne fase koncentrerede jeg mig mest om at få teksten på plads, og jeg lod derfor finpudsning af lyden vente til næste gennemgang.

På denne måde kom jeg godt og vel halvt igennem bogen, mens dyrlægen var væk. Jeg kunne ikke overkomme mere end to kapitler om dagen, idet det godt kunne beløbe sig til fem timers arbejde, og i ugerne efter kunne jeg kun nå et kapitel om dagen. Jeg syntes faktisk, at det var (u)rimeligt hårdt, og jeg var hele tiden i tvivl om både det ene (det tekniske) og det andet (de mere redaktionelle valg).

Men princippet om at bruge mit instinkt undervejs mener jeg faktisk holdt i det store hele. Jeg undgik at lave alt for megen valør og drama i de enkelte replikker (tror jeg?), men jeg skulle jo også beslutte, hvor portugisisk jeg skulle lyde i de få ord og sætninger, som er på dét sprog. Og om jeg skulle bøvse rigtigt i de replikker, hvor farfaren/Tiggeren prøver at lave sjov med brødrenes portugisiske veninder ved at lave en bøvse-remse om Absalon, der spiser ostemad og så videre. Jeg havde altid vand – og nogle dage, hvor jeg havde ekstra mange skrubtudser i halsen, varm te – stående ved siden af, men den dag med Absalon tog jeg lidt cola. På trods af kulsyren kunne jeg ikke bøvse alle de gange, jeg skulle under indtalingen, men jeg håber alligevel, det holder. *Bøvs* 

Efter hver redigering af et kapitel eksporterede jeg lyden ud i det mp3-format, som det skulle ende i, og hver dag sikkerhedskopierede jeg alle dagens filer til en ekstern disk eller til et usb-stik, og pludselig en dag – efter ca. ti fulde arbejdsdage – havde jeg alle bogens 23 kapitler plus intro og efterskrift indtalt. Og så … skulle det hele lyttes igennem igen og rettes. Igen. Men jeg startede faktisk med at genindspille de første tre kapitler, fordi jeg på det tidspunkt ikke syntes, at jeg hverken teknisk eller i min performance havde ramt rigtigt i begyndelsen af processen.

I gennemlytningen af kapitel for kapitel var der forbløffende få deciderede fejltagelser med en sætning, der kom to gange eller et ”igen” til mig selv eller en rømmen, der ikke var blevet klippet ud. Til gengæld var der en uendelighed af pustede p’er og skarpe t’er, der skulle manipuleres i programmets equalizer, så de ikke lød alt for påfaldende. Jeg opdagede, at jeg i processen vekslede mellem den dovne holdning at ”årh, det er sgu godt nok” og det mere ærekære ”nej, fandme nej, dét pust skal også redigeres ud”. Det sidste vandt - som regel.

I nogle kapitler var der absurd mange p’er (”Peter og Paula og Pendulet i Portugal … ), og det var sgu nok først halvvejs igennem indlæsningen, at jeg blev opmærksom på det og drejede hovedet en anelse for ikke at puste direkte ind i mikrofonen, for på trods af vindhætte og pop-filter (en lille rund skive) så hørtes det tit. Men man glemmer det lige så ofte – altså det med at dreje hovedet en anelse. Det er igen det med både at være tekniker og udøvende på én gang, og derfor skulle niveauet også justeres i de replikker, der ifølge teksten ligefrem råbes, og jeg måtte også genindspille enkelte sætninger i cirka halvdelen af kapitlerne. Dét gav så nye problemer, fordi man bare lyder anderledes fjorten dage efter den oprindelige indspilning eller også kom man lidt længere fra eller lidt tættere på mikrofonen. Eller også var man faktisk en lille smule hæs og smokey voiced den ene dag, men ikke den anden, og så måtte jeg ind og manipulere med bas og diskant, når forskellen var alt for tydelig.

Her er det skib, som De Tre Brødre og Tiggeren sejler til Lissabon med. Kan I høre motorlyden for jer?

Det var også i denne fase, at jeg pludselig fik lyst til noget andet. Man kunne jo krydre det hele med baggrundslyde og musik – som et stykke radioteater? Lyden af fisketrawlerens motor hørt nede fra den kahyt, hvor drengene lukkes inde, Lissabons sporvogne, det hemmelige politis støvletramp, fado-musikken på tavernaen … og nej, stop dig selv, Mikkel. Jo, det kunne være fedt, men det er seks timers lydspor, der så lige skal laves. Og der er jo bare en bog, não é verdade?

Og så var det pludselig slut, Jeg havde sat hele maj måned af, men var bange for, at jeg skulle ind i juni, men nej, d. 29. maj kunne jeg sende alle 25 gennemredigerede og gennemlyttede mp3-filer til forlaget. De var på deres side superhurtige med at ensrette lydniveauet og dernæst udgive den, så den 8. juni kunne forlaget annoncere, at lydbogsversionen af Pendulet i Portugal var tilgængelig. En uges tid senere var den også på bibliotekerne, så nu venter jeg tålmodigt på næste års Harry Potter-agtige afkast i mine bibliotekspenge.

Og ja, det er stadig den eneste lydbog, jeg har hørt fra start til slut. Og det skal vare længe, før jeg indtaler en bog igen. Medmindre …

PS. Der står meget mere om bogen på denne adresse på min hjemmeside. Man skal lige scrolle lidt ned for at få pendulet til at svinge.