Kreperlige Krapyl - ny roman

 "Kan du ikke lige skrive nogle tanker ned om bogen - så har vores pressemedarbejder noget at arbejde med til pressemeddelelsen," skrev redaktøren, og den slags skal man passe på med at sige til mig. For et døgns tid senere fik hun to tætskrevne A4-sider tilbage. 

Der kom selvfølgelig kun en brøkdel med i den PM, så her får I det hele. Bogen udkom d. 25. oktober 2024, og karakteriseres af forlaget som et underholdende drama med thriller fornemmelser og lidt magisk realisme. Derudover (som de også selv har fundet på:) "Forfatter Mikkel Stolt kombinerer skæv humor, legende sprog og psykologisk dybde i en historie, der holder læseren på tæerne."

KRAPYL-TANKER

 Måske er det arven fra alle mine år med tv og videoer, der som oftest skulle kommunikere bestemte ting, som gør, at jeg i mine egne værker aldrig beslutter på forhånd, hvad de skal handle om. Jeg starter med en spinkel idé, laver måske et lille, faldefærdigt stillads – og så ser vi, hvad der sker.

 Det prøvede jeg også med mine film, men i det medie er det jo meget sværere at arbejde på den måde af mange grunde. Jeg forlod derfor filmene til fordel for bøgerne – men også fordi jeg fandt, at dokumentarfilmbranchen var blevet noget selvhøjtidelig, for ikke at sige selvretfærdig. (Ja, okay - der var også flere grunde)

Jeg har to spor, jeg arbejder i: den rene fiktion, og så det, jeg kalder auto-faktion (ja, med ’a’), som er en slags hybrid-dokumentarisme med en række andre ikke-journalistiske, fortællemæssige greb. For bøger gælder det min debut, ”Bacon i Bagagen” (2015, genudgiv. ’24), ”Tom Waits og Mig” (2019) samt ”Gentofte-Brikker – Min Hjemby og Mig”, som jeg er i gang med nu. Og så flere af mine film samt de essays og anmeldelser jeg skriver til især POV International.

Lillefix spiller en indirekte rolle i bogen

Min fiktion er fiktion, men tager som regel udgangspunkt i virkeligheden – og så stikker jeg af med det. Eller rettere, bogen og karaktererne stikker af med det. Jeg arbejder meget instinktivt på den måde. Og så opdager jeg, at alt hænger sammen. Temaer, handlingstråde og detaljer strækker sig ud og mødes på tværs af værk og tid, og på forhånd ved jeg intet om det.

Men jeg har opdaget, at det jeg laver – genre desuagtet – ofte har disse fællestræk:

Erindring – som drivkraft, middel og mål på én gang

Humor – som form, som underholdning, som livsanskuelse

Personlighedsdannelse – hos mine karakterer, mine læsere, mig selv (især som følge af de to første)

Jeg har det credo, at hvis man skal være ægte kreativ, så skal man lave noget, som ingen andre kan lave. Det kan være i alle aspekter med hensyn til selve idégrundlaget eller de mere æstetiske i forhold til framing og forløb – enten bogstaveligt med et kamera eller i klipningen eller i overført betydning med til- og fravalg og selve sproget. Og det kan man ikke planlægge sig ud af – det kommer indefra.

Det kan derfor virke paradoksalt, at ”Kreperlige Krapyl” opstod som en pastiche. Det er jo den litterære form, der til at begynde med efterligner en bestemt genre eller forfatter, men er at betragte som en hyldest. For mig at se er kunsten så at tage udgangspunkt i en genkendelig stil og dernæst lade teksten udvikle sig, så den får sin egen stemme. Men jeg må indrømme, at jeg altid har været inspireret af Haruki Murakamis nøgterne og relativt prunkløse sprog samt hans blanding af mystik og realisme.

Fra den lokale skov

 

En dag gik jeg en tur i den lokale skov med det deciderede formål at komme op med en ny romanidé. Normalt har jeg en kikkert med og kigger efter fugle, men for en gangs skyld ville jeg tvinge mig selv. En roman, der starter med et mystisk telefonopkald (som i Murakamis ”Trækopfuglens Krønike”) er jo et godt udgangspunkt, tænkte jeg, så lad os bare starte dér. Og ham, der modtager opkaldet, er lige flyttet på landet. Han er arbejdsløs, i a-kasse, og så skal han hedde … Sigurd Vippefyr.

Jeg aner ikke, hvor navnet kom fra, men det har han heddet siden. Og længere kom jeg ikke på den tur, men da jeg kom hjem og begyndte at skrive ned, så opdagede jeg, at det jo faktisk godt kunne blive en slags fortsættelse af min roman ”Åndssvage Ozelot” (2019), fordi dén bogs hovedpersoner, Mette og Claus – nu ti år ældre – måske også var flyttet på landet. Og ja, det var de faktisk. Og den fortsættelse har altid skulle hedde ”Kreperlige Krapyl.”

Så gik det slag i slag – forstået på den måde, at jeg under skrivningen ikke anede, hvor det ville ende. Eller hvem damen i telefonen på første side var. Men jeg stoler på, at det vil åbenbare sig for mig på en eller anden måde – og så tænker jeg ikke så meget på, hvad min bog handler om. Og jeg vil også kun nødig udtale mig om det efterfølgende. Men det gik op for mig at der var en usynlig tråd tilbage til et gammelt Tom Waits-album, som han selv kaldte ’surrural’: en blanding af surrealistisk og rural, landlig.

Omslag: Martin Gjedde

Jeg laver en støbeform bygget på ting, jeg kender i forvejen – denne gang geografien og forskellige detaljer fra lokalmiljøet her på landet, hvor jeg bor – og så fylder jeg op med min egen voks eller metallegering. Så ja, det er ren fiktion, men ting fra både min personlige og professionelle fortid byder sig hele tiden til. ”Naturalia”-delen bygger f.eks. på en original udstillingsidé, som jeg og min kompagnon arbejdede på, og jeg har selv sådan en lille lavasten, som Sigurd også har. Og jeg kender på en måde både Josephine og Celina – uden at jeg anede, at de skulle være med! At det blev en slags mysterie-thriller kom også bag på mig.

Illustration: M.S. og Jeppe Raasthøj

Så ja, der berøres temaer som AI-teknologi, klimaforandringer og naturpåskønnelse men også sådan noget som parforhold, selvfornægtelse og selvindsigt – og forhåbentlig i en lidt uhøjtidelig og måske endda underholdende form. Og nej, romanen er ikke et skjult portræt af mit lokalmiljø, men kan måske karakteriseres som ’Murakami-møder-Morten-Korch’.

Af Mikkel Stolt, 23. oktober 2024