DOComedy Now

Jeg har aldrig hørt en hel lydbog. Nu og da har jeg lyttet med, når min kone, dyrlægen, tændte for en lydbogs-cd i bilen, og som hun var midt i, men jeg har aldrig haft lyst til mere end det uddrag, der kun varede så længe som bilturen varede. Selv da jeg for nogle år tilbage lå med hjernerystelse i flere uger og ikke måtte læse i bøger og troede, at ”nu skulle det da være”, kom jeg kun igennem en halv. Så hørte jeg radio for resten. Problemet for mig er, at en lydbog ikke længere er litteratur, men via oplæserens rolle bliver til drama. Lige så snart man ikke selv former ordene i sit hoved, men får dem fortolket af en anden, så flytter man formidlingstype. Nuvel, der blev også læst op fra bøger i radioen i gamle dage, så fænomenet er jo ikke nyt, men jeg tunede ikke selv ind på P1 hver dag kl. 15:15 – eller hvornår det nu var – for at høre Pouel Kern – eller hvem det nu var – læse op af Martin A. Hansens Løgneren – eller hvad det nu var. Jeg skal have en bog i hånden, og jeg har da h...

 " Kan du ikke lige skrive nogle tanker ned om bogen - så har vores pressemedarbejder noget at arbejde med til pressemeddelelsen, " skrev redaktøren, og den slags skal man passe på med at sige til mig. For et døgns tid senere fik hun to tætskrevne A4-sider tilbage.  Der kom selvfølgelig kun en brøkdel med i den PM, så her får I det hele. Bogen udkom d. 25. oktober 2024, og karakteriseres af forlaget som et underholdende drama med thriller fornemmelser og lidt magisk realisme. Derudover (som de også selv har fundet på:) " Forfatter Mikkel Stolt kombinerer skæv humor, legende sprog og psykologisk dybde i en historie, der holder læseren på tæerne." KRAPYL-TANKER   Måske er det arven fra alle mine år med tv og videoer, der som oftest skulle kommunikere bestemte ting, som gør, at jeg i mine egne værker aldrig beslutter på forhånd, hvad de skal handle om. Jeg starter med en spinkel idé, laver måske et lille, faldefærdigt stillads – og så ser vi, hvad der sker.   Det p...

Jeg har jo gennem tiderne haft for vane her på bloggen at anmelde åbningen og afslutningen (indtil jeg ikke blev inviteret til sidstnævnte længere) af CPH:DOX-festivalen. Men da jeg nu om dage skriver for POV International, er omtalen i år røget over til dem. Men I skal ikke snydes for min skvaldren op, så derfor bliver I ledt dérover via dette link . Jeg skriver udover selve åbningsarrangementet om Max Kestners Livet og andre problemer og om et arrangement med fodboldfilmen Copa 71. Og det er kun her, at I får mit fancy foto fra åbningen med de to direktører i deres smækre outfits. (Og måske SKULLE jeg snart skrive noget nørdet her på bloggen ... )

I det seneste nummer af Filmmagasinet EKKO (#94, juli/september 2023) er der er en manusforfatter, Jakob Weis, der mener, at hele filmbranchen er " martret af en ensidig dyrkelse af auteur-tankegangen, hvor det er instruktørens vision, som skal opfyldes. Det er usundt. " Han tilføjer, at han drømmer om, at filmstøttemidlerne "i højere grad giver plads til manuskriptforfatternes vision" . Han kommer selv fra teatret, og det må da også være røvsygt at se sine ord blive maltrakteret af en flok behagesyge og/eller adfærdsvanskelige skuespillere aften efter aften eller at opleve, hvad selvfede filmfolk finder på af falbelader, der forstyrrer ens plot. Så jeg fristes da til at svare ham med ordene: "Skriv en bog" . Fra filmen "Min Avatar og Mig" (2011, foto: Kean Kelly) Men selvfølgelig, hver fugl synger med sit næb, også den dronte, som skriver denne blog. Men manusforfatteren har nu misforstået noget efter min mening - og han er desværre nok ikke al...

 Som genre er pastichen sjov at arbejde med. I modsætning til parodien (som skam også er sjov) er den også at betragte som en hyldest, og for mig at se er kunsten at tage udgangspunkt i en genkendelig stil og dernæst lade teksten udvikle sig, så den får sin egen stemme og ikke længere kun er en stilefterligning. Jeg prøvede det selv for første gang helt aktivt i det, der blev min allerførste tekst hos internetmagasinet POV International. Det var nemlig en Proust-pastiche, der startede som en øvelse i at kredse om en mere bevidst sprogliggørelse af diverse sansninger, men endte som et selvstændigt essay om erindring og diverse brødprodukter. Mit første surdejsrugbrød (eget foto) På det seneste har jeg gået og puslet med en roman-idé, som udsprang af et lille åbningskapitel, jeg skrev for sjov for et par måneder sider, og som i den grad minder om starten på en Murakami-historie (hvilket i øvrigt går op for en af de medvirkende). Jeg er næsten sikker på, at det kan blive til noget...

At være kreativ betyder ikke bare at udtrykke sig. Det betyder ifølge ordbogen ” at være god til at få nye ideer og realisere dem (på en fantasifuld eller kunstnerisk måde) ”. (ODS) Og i mine øjne har det altid betydet at lave noget, som ingen andre kan. I hvert fald ikke på samme måde. Som tiden er gået, har jeg opdaget, at det jo godt kan være lidt problematisk, idet trangen til at skabe noget og dele det med andre jo melder sig oftere end man kan være direkte nyskabende. Hvis man så samtidig er så uheldig rent karrieremæssigt at ende i ”den kreative branche” med flere og flere fortvivlede forsøg på at opnå hæder, anerkendelse og skejser, så er man nødt til at kigge lidt indad. Og derinde fandt jeg for mange år siden ud af, at man i det mindste skal finde sin egen stemme i sit kreative virke for at holde det ud. Ravn på strandeng (foto: M.S.) I mit dokumentarfilm-arbejde opdagede jeg på et tidspunkt, at jeg kunne lave almindelige dokumentarprogrammer uden at tænke for meget over de...

Jeg havde glædet mig ekstra til at anmelde åbningen af CPH:DOX i år, idet anmeldelsen skulle have været bragt i POV International , hvor jeg har skrevet regelmæssigt det sidste års tid, og ikke bare på denne obskure side. Men noget føltes ikke rigtigt, og det ’noget’ var den lorte-virus, som vi ellers flyttede på landet og væk fra alle storbykloakrotterne for at undgå. Jeg er derfor lagt ned for tiden og er helt ukampdygtig, men jeg fik da en telefonisk rapport tirsdag fra ham, som overtog min billet i mandags. Det nye visningssted i det gamle radiohus’ koncertsal på Rosenørns Allé er et hyggeligt sted, men jo altså ikke designet til filmforevisninger, hvilket ifølge min kilde blandt andet betød, at lydkvaliteten sådan set var fin, mens billedet ikke stod, som det skulle. Filmen var han så skuffet over, at jeg ikke selv orker at se den online, og han havde mange gennemtænkte indvendinger, som jeg stoler fuldt og fast på. Eller også skal jeg se den, så jeg kan få syn for sagn? Siden...