Indlæg

INVITATION

Billede
INVITATION TIL ’FILMPREMIERE’ Du er hermed inviteret til en lukket, privat, non-kommerciel og eksklusiv online-adgang til ”JAMAIS VU – eller De Fem Fodfejl”, skrevet og instrueret af Mikkel Stolt. ’Premieren’ er d. 20. april 2021 kl. 17, og den varer 59 minutter. Drikkevarer tilladt! Alt du skal gøre er at sende en mail og 0 kroner til mikkel@fenrisfilm.dk , hvorefter du vil få tilsendt et link til filmen på dagen. Skulle tidspunktet ikke lige passe, vil linket være gyldigt til den 30 april. ’Filmen’ er et sammensurium af udpluk fra film, der gennem mange år aldrig blev til noget, og scener, bidder, musikstykker og meget mere, som aldrig er kommet til deres ret. Det valgte denne ’film’ så heller ikke at komme - til sin ret altså - for det bestemte den selv en nat i december 2020: ”Jeg er færdiiiig,” råbte den, men vi vidste godt, at det var den ikke, men vi kom og tørrede alligevel og lukkede derefter toiletlåget. Så det er en skitse ophævet til værk; et ufærdigt misk-mask om

JAMAIS VU bliver til PRESQUE VU?

Billede
Min film "Jamais Vu (eller De Fem Fodfejl) " (2020, 59 min.) er langt om længe blevet færdig. Endda uden at jeg har gjort noget som helst for det - sådan da. Forklaring følger her nedenfor i form af mit følgebrev til CPH:DOX 2021, da jeg tilmeldte den for nylig. Kære CPH:DOX Jeg har tilmeldt mit seneste produkt, ”Jamais Vu (eller De Fem Fodfejl)”, som jeg med vilje ikke kalder en film, men en ’film’, til jeres smukke festival. I skal være lidt friske, for ved første øjekast er den slet ikke færdig. Men det er den, har det vist sig. Og jeg skal være frisk, for jeg har selvfølgelig haft lyst til at ændre, klippe ud, tilføje og generelt bare gøre filmen smooth og lækker. Men ’filmen’ selv ville noget andet, fandt jeg ud af efter flere års arbejde med den, og det må jeg respektere, selvom det måske koster på min selvrespekt og på selvforståelsen. Her kommer allerførst logline og synopsis, som også fremgår af min tilmelding: Logline: This ‘film’ is not finished. It’s about my

Min filmopdragelse

Billede
Filmværkstedet fylder 50 år i år, så jeg har jo haft tid nok til at lave en film dér. Men det har jeg bare ikke – selvom jeg har forsøgt et par gange – og nedenfor står der også lidt om hvorfor. Næh, jeg kom i stedet ind i det her rod via en anden tilkørsel, fordi jeg behændigt ignorerede det skilt, hvorpå der stod Indkørsel Forbudt. Jeg sagde bare, at ”det er mig, der hedder Budt”. I stedet kom jeg senere til at tage en afkørsel, så jeg under alle omstændigheder endte nede under den egentlige filmbranche. (Eget foto, okt. 2020) D et startede med undervisningen i filmkundskab i gymnasiet, hvor vi også skulle lave vores egne 8mm-film. Jeg lavede primært små produktioner med komedie-islæt, men jeg begyndte også at skrive mere højttravende ting. Vi købte et gammelt 16mm-kamera og filmede blandt andet et kærestepar i en skov, der stod og kyssede, mens en mand i kittel overmalede dem med maling. Jeg kan ikke huske hvorfor, men jeg tror, jeg kunne lide det absurde. Jeg havde ikke på nogen må

Farfars brakmark

Billede
Der står et maleri i min vindueskarm. Det er malet af vores farfar, som måske ikke blev nogen stor og kendt kunstner (men dog medstifter af Den Fynske Forårsudsstilling i 1920'erne), men lige dette billede holder jeg meget af. Det er malet i akryl (tror jeg) med generøse og alligevel lidt rastløse penselstrøg på en gammel, tynd masonitplade, som er flækket lidt og temmelig bøjet, og det er, som man kan se, slet ikke sat i ramme. (Og det er jo netop rammer, der skaber kunst, som I ved. Eller det siger alle dem rundt om kunstnerne i hvert fald. For de er jo selv ”rammerne” … nå, det var et sidespring.) Billedets fysiske stand siger nok noget om min farfar og hans tilgang til maleriet, men det mest interessante er nok alligevel motivet. "Uden titel", ukendt år, Jens Stolt (1902-83) De forestiller nemlig tilsyneladende en brakmark, der er omgivet af grønne afgrøder på hver side, en skovtykning i baggrunden, en blågrå himmel foroven samt en grusvej med et gammel

"Brok, Brok, Brok eller ... To Mænd Kommer Ind På En Bar ... "

Billede
Den ene er glad og den anden ser gnaven ud. Den glade bestiller to øl, og kommer hen til bordet med dem. Idet han sætter dem på bordet, siger han: - Du virker sur, hvad er der galt? - Ah, du ved. Det er jobbet. Eller … mit liv. - Kan du uddybe? - Jo, altså, at være kreativ kræver, at du tror på, at du kan noget. Noget særligt. Om du er amatør eller professionel. Men for de sidste - og især inden for film og tv - så er det måske endnu vigtigere, at du kan overbevise andre om, at du kan noget særligt. Og så står man med problemet: Har du og de andre samme opfattelse af, hvad der er ”noget særligt”? Og leder de overhovedet efter ”noget særligt” eller i virkeligheden mere efter noget genkendeligt og forståeligt? - Ja-ja, det er jo den samme gamle traver: ”De forstår mig ikke”, ”redaktøren og konsulenten tør ikke satse” og så videre og så videre … - Sarkasme klæder dig ikke. Men når man i filmbranchen hører sætningen ”Det er et lidt for smalt projekt til at søge DFI

Dagens Dagsorden

Billede
Vi vil det bedste – for alle. Det vil vi vel alle. Og det bedste for alle er, at alle forstår, hvad der er vigtigt. Og derfor skal de have det at vide. Og det er jo derfor, der findes dokumentarfilm: så vi kan fortælle alle om, hvad der er vigtigt. Hvad der er på dagsordenen – eller burde være det. Det er jo også derfor, at man kan opleve folk spørge: Jamen, hvad vil du egentlig sige med din film? For vi er bare blevet så vant til, at dokumentarfilm selvfølgelig skal gøre det: sige noget om noget. Om noget helt konkret. Og derfor kan man også møde filmkonsulenter og tv-redaktører, der spørger dig: Hvad skal din film betyde – og hvorfor vil du egentlig lave den film? Så er der bare, at jeg vrider mig lidt i stolen og tænker, at dagene for den kunstneriske dokumentarfilm her i landet er talte. For er det ikke det, der er kunsten? At den taler for sig selv – og ikke skal bruges til at advokere for et eller andet? Personligt gider jeg meget sjældent se agendabårne dokumen

Creative Europe and Me

Billede
or “Being inside when you really want to be outside” or “Me, a failure”. Once I was someone else. I was someone who thought he would be a good “expert evaluator” for Creative Europe (or MEDIA as it was called). And if nothing else, I thought I would learn something for our own future applications ... and even earn a buck while doing that. So, I applied on the call and signed up to be part of the “expert evaluator” team in the field of international applications for European support for documentaries, both single projects and slate funding. Me then (Photo: J.E.Stolt, ca. 1968) I filled out the forms with my education, film production experience and knowledge of the international documentary field – and forgot all about it. A few years later, I was suddenly approached by mail and first it looked like a scam or a phony mail. But no, they really wanted me to assess incoming applications and had accepted me as an “expert”. They probably also should introduce a psychological