Selvoptagede tanker om kreativitet

At være kreativ betyder ikke bare at udtrykke sig. Det betyder ifølge ordbogen ”at være god til at få nye ideer og realisere dem (på en fantasifuld eller kunstnerisk måde)”. (ODS)

Og i mine øjne har det altid betydet at lave noget, som ingen andre kan. I hvert fald ikke på samme måde. Som tiden er gået, har jeg opdaget, at det jo godt kan være lidt problematisk, idet trangen til at skabe noget og dele det med andre jo melder sig oftere end man kan være direkte nyskabende. Hvis man så samtidig er så uheldig rent karrieremæssigt at ende i ”den kreative branche” med flere og flere fortvivlede forsøg på at opnå hæder, anerkendelse og skejser, så er man nødt til at kigge lidt indad. Og derinde fandt jeg for mange år siden ud af, at man i det mindste skal finde sin egen stemme i sit kreative virke for at holde det ud.

Ravn på strandeng (foto: M.S.)

I mit dokumentarfilm-arbejde opdagede jeg på et tidspunkt, at jeg kunne lave almindelige dokumentarprogrammer uden at tænke for meget over det, og at jeg faktiske følte, at jeg mestrede den klassiske tv-dokumentarfortælling til perfektion. Det er faktisk heller ikke så svært – og heller ikke specielt kreativt, fordi det meget ofte handler om at genskabe tidligere formler med et nyt indhold. Så det tog lidt tid, før jeg fandt min egen stemme. Men dernæst kom mine egne filmidéer til at lide under, at jeg i mit næste projekt endnu engang ville prøve noget andet. Noget nyt. Trangen til at udfordre mig selv trumfede trangen til at få en film realiseret og finansieret let og uden problemer, så til sidst anede jeg ikke, hvordan jeg skulle lave den og den filmidé. Det var der heller ingen andre, der anede. (Jeg har et andet blogindlæg liggende i udkast om netop dette, så der kommer måske mere herinde).

Mike Proud (framegrab, foto: Henrik Ipsen)

Derfor var det også en lettelse, at jeg samtidig fandt en fornyet glæde ved at skrive. Men så opdagede jeg det samme: at når jeg havde skrevet og fået udgivet en bog eller andet, så fik jeg lyst til at prøve en anden genre eller stil. Jeg vil selvfølgelig helst bevare min egen stemme, og prøver da også på det, uanset om der er tale om en lang røverroman eller en kort filmanmeldelse, og jeg føler næsten daglig en glæde over, at jeg – når jeg selv skal sige det – kan bevare originaliteten. Jeg kan i modsætning til det svinedyre filmformat udvide mit spillerum og eksperimentere med form og indhold uden at det koster mig andet end tid, grå hår og en hel del kaffe. Men jeg kan udvikle mig. Ikke at jeg altid gør det … men muligheden er der.

Det ville jeg i teorien også kunne inden for musikken, altså med mit klaverspil. Men der mangler jeg fundamentet at arbejde videre på. Bevares, jeg kan øve teknik og skalaer, men det forbliver jo mest af alt en hobby, fordi jeg ikke har evnerne eller den teoretiske viden til at udvikle musikken som kunst. Jeg kan godt skrive en lille hyggelig melodi, og har jo også brugt egen musik i nogle af mine film samt spillet til mine Tom Waits-foredrag, men det vil altid være indenfor et velkendt tonesprog. Selvom jeg i mine private improvisationer forsøger at være kreativ og lege med alternativ melodik og rytmik, så bliver det aldrig sådan rigtigt kreativt. Så mens jeg med vanlig beskedenhed faktisk betragter noget af mit film- og skrivearbejde som kunst, så bliver det aldrig tilfældet med min musik, selvom svigermor sætter pris på mine fortolkninger af gamle, danske sange, når hun er på besøg.

Spillesmølf (foto: H.S.)

Kunstnerisk virksomhed indeholder udover de rent idémæssige elementer også altid et samspil med selve mediet og de tekniske muligheder og forhindringer. For nylig har jeg sådan rent tilfældigt opdaget et nyt felt, jeg som hobby kan lege og udforske. Det udspringer i fotografiet, og jeg har da også tidligere i livet forsøgt mig som billedfotograf, men jeg mistede lidt lysten til selv at stå med kameraet, da jeg jo ofte kunne betale nogle andre for at gøre det. Læg dertil min interesse for naturen, dyr – især fugle, et teleskop i julegave og et lille mobiltelefon-aggregat til at spænde på. For mens jeg aldrig rigtigt har fået investeret i seriøst fotoudstyr og teleobjektiver, så åbnede der sig pludselig en kreativ mulighed, da jeg fik moslet telefonen fast på teleskopet. Det stod klart, at jeg ikke skulle eller kunne lave lækre ornitologiske billeder på den måde, men det er der jo også en hel det professionelle og dygtige amatører, der allerede gør. Men måske kunne jeg noget andet? For den uventede blanding af tekniske begrænsninger og mit fattige talent som fotograf sat overfor mit temperament og min sygelige trang til at udtrykke mig har givet nogle muligheder.

Jeg øver mig og leger med det, og (indtil videre) forventer jeg hverken hæder, anerkendelse eller skejser, men I skal nok få det at vide, når jeg har lavet noget fedt. Eller i hvert fald noget kreativt.

Anden ravn på strandeng (foto: M.S.)