DOComedy Now

These two pics (taken by my father ca. 1972) were taken within minutes, maybe even seconds. And it’s clearly not the same person. The first one is concerned, maybe even worried to the point of actual fright, and the other is happy and carefree.


If you ever met me fleetingly, you’d probably think that mostly person no. 2 is me. I tend to be joyful and extrovert at social gatherings and even cracking jokes and the like. To this guy, humorous behavior and endeavor is important and I would really love to be that guy … be him ALL the time, I mean. But I’m not.

“A mind at ease is the most valuable gift”, as someone said. I do wish I had that gift.
Yes, I am often buoyant and jovial, but sometimes I bitch over things (my closer friends and wife and family will know that) and sometimes – mostly when I’m alone – I’m “concerned, maybe even worried to the point of actual fright” like in the first picture.
When it comes to my artwork (yes, I have started to call myself an artist – it took many years…

Kulturministeren har udtalt (jf.Politiken) at:

"... når jeg synes, det ville være godt, hvis flere kunstnere bidrager til debatten om vores fælles udfordringer, er det også for at skabe større legitimitet omkring, at vi som stat, kommuner, fonde og så videre investerer i kunst og kultur. Hvis kulturen ikke har legitimitet, er det svært at skaffe opbakning til, at det er en god idé."

Så kunsten skaber altså ikke legitimitet nok i sig selv?

Når man så også læser, at flere andre politikere synes, at det er opportunt at vide, hvad kunstnere og den slags typer egentlig mener om dette og hint, så var jeg så uklog at skrive et slags essay, der er halvt satire, halvt debat, og det udkom her på kultursitet Heartbeats. Det kom i efterårsferien, og der er nok derfor, at du ikke har læst det endnu.
Klik på billedet for at læse indlægget.


(Og at Blogger/Google laver det her elendige værktøj, som pludselig fremturer med hvide fremhævninger, som ikke er synlige i editor, og som jeg ikke kan sli…

Symbolisme! OMG, det lyder tungt og betydningsoverlæsset – men når det anvendes som udtryk for en dansk kunstretning omkring forrige århundredeskifte, så bliver det pludselig mere relevant. Det tænkte jeg i hvert fald, så jeg tog min filminstruktørkasket og en blazer på og tog på museum (jeg skulle alligevel ha’ tiden til at gå indtil VM-kampen Columbia-Japan startede).
Allerede i første rum bliver jeg klogere: Mange kunstnere i tiden (ca. 1890-1910) mente, at naturalismen var en kunstnerisk blindgyde, og inden for både billedkunsten og litteraturen ville man nu hellere udtrykke menneskets indre – følelser, idéer og drømme – og gerne med et lidt mystisk skær. Generelt er værkerne mere suggestive, og blev ofte sammenlignet med musik; også fordi de faktisk tit var dekorative. En vis dekadence kunne også spille ind. 
Det lyder godt, tænkte jeg og kløede mig under kasketten, og det går jo meget godt i spænd med det, jeg oplevede i Barcelona i forrige måned. For selvfølgelig er film i kraft …

Dyrlægen skulle fire dage på kongres, og jeg tog som så mange gange før med som medfølgende hustru. Det giver mig en lejlighed til at komme lidt væk hjemmefra til en billig penge, idet hotelværelset er betalt, og jeg har dermed chance for at følge lidt op på kunst og kultur (og på de længere ture også natur) og hente inspiration.[1]
Barcelona har jeg kun besøgt en enkelt gang før til noget dokumentarfilmhalløj, hvor der ikke blev tid til så meget andet. Det drejer sig jo meget om Gaudí og Joan Miró dér, men jeg startede på Picasso-museet i La Ribera-bydelen. Jeg oplevede det først og fremmest som stedet, hvor man kan ane, at hele Picassos livsværk - fra da han som 14-årig kom på akademiet - så at sige må have været at bevæge sig væk fra det alment vedtagne. At ophøje skitsen eller måske bare tanken eller det umiddelbare indtryk til et værk. Ikke at reproducere eller forskønne eller bare skildre. Altså, at blive sådan som vi alle kender ham nu.


Men før han gik amok i skæve kvinder, var h…

”Nåh, men… hvad laver du ellers for tiden?” spurgte han og snuppede endnu en af de gratis øl fra disken. Det var klogt, for vi vidste begge, at de ville forsvinde inden længe. Sådan er det altid med de her festival-receptioner. Men det var et godt bryggeri. Rigtigt godt endda.
”Tjah”, sagde jeg, ”jeg sidder lidt og pusler med en klipper på en udviklingsstøtte fra instituttet – med en film, der handler om film, der ikke er blevet til noget. Den hedder ”Jamais Vu”. Det er et lidt tosset filmprojekt”, sagde jeg og grinede lidt for mig selv, ”og jeg fik første gang ideen, da jeg så Jon Bang Carlsens formidable ”Dejá Vu”, idet jeg tænkte, at det kunne være sjovt at lave en film, der handlede om det modsatte: film, der aldrig er blevet til noget. Så det er en cadeau til alle de film, der IKKE findes. Og for nemheds skyld vil jeg koncentrere mig om de film, der ikke findes, som jeg SELV ikke har lavet. Derfor hedder filmen det, den hedder." 

Og den fik for resten en undertitel, da jeg sad…

Det var en lettelse at slippe for DR Koncerthusets helt umulige filmvisningsforhold (i hvert fald for os på de billige rækker), og generelt er Det Kgl. Teater jo bare mere hyggelig. Tine Fischer holdt en tale om årets store emne i filmbranchen (så nej, det handlede ikke om økonomi eller æstetik), men så fuld af forbehold for eventuel kritik af bevægelsen, at det var ganske umuligt at være uenig med hende, selvom man gerne ville. Hun erklærede også, at det var første gang, at festivalen ikke åbnede med en film, og det skulle man snart få at se.
Efter forevisningen var der livlig debat i korridorerne, og her er nogle af de udsagn, jeg samlede op. Jeg har valgt at anonymisere dem, da de som man kan læse jo er noget kontroversielle, men der er måske tale om en tendens i branchen? At man ikke vil tale magthaverne imod og vanskeliggøre sine egne arbejdsforhold? Vi ved det ikke, men her er, hvad jeg hørte:
”Det kuldkaster jo fuldstændig dokumentarfilmen som kunstart at vise sådan et effektjage…