DOComedy Now

I forrige uge havde Politiken en  klumme af Dennis Nørmark , som jeg skrev en kommentar til. Bladet har dog netop afvist mit debatindlæg, og det sjove er, at man heller ikke på nettet kan kommentere, da det netop er en såkaldt "klumme". Indtil videre har jeg desuden kun set et enkelt læserbrev i avisen om hans indlæg, og det var vist mest opbakkende. Men I, kære læsere, skal selvfølgelig ikke snydes for det, så det kommer her nedenfor, for jeg synes faktisk, at det er lidt vigtigt. (Lidt snydt bliver I dog, for det er i virkeligheden en sammenskrivning og et opkog af nogle stykker af mine tidligere indlæg herinde). Er humor for alvorligt til at overlade til komikere – og antropologer? I husker naturligvis Umberto Eco’s ”Rosens Navn”, men kan I huske plottets omdrejningspunkt? Munken Jorge ville holde indholdet af Aristoteles’ bog, Den Anden Poetik om komediens natur, hemmelig, og det kostede en del skrammer og akut blodtab for hans fjender. I virkeligheden er bogen...

(Alt for l ange) b etragtninger om humorens vilkår i Danmark (in Danish). Humor er liv, humor er uhøjtidelighed, og humor er en god måde at påpege urimeligheder på. Men det er svært at have med at gøre. Prøv at gå ind i en propfuld bagerbutik en søndag formiddag, og når ekspedienten spørger ud i rummet ”Hvis tur er det?”, så sig fra din plads allerbagest i køen med så ærligt et pokerfjæs du kan: ”Jeg tror, det er mig nu.” Det kan være en hel ubetalelig oplevelse, for reaktionen er prompte og sur, for det kan umuligt være min tur, jeg er jo lige kommet ind osv. Men hurtigt går det op for de fleste, at det jo må have været for sjov, at jeg sagde det, og nogle begynder ligefrem at se det satiriske i situationen. Men det er ikke noget, man skal gøre hver søndag – så bliver det gammelt. Humor kan også være ond og ødelæggende.   Eller kan det? For er det så ikke bare mobning og ikke humor? Men hvor går grænsen, og er vi bange for at udfordre den grænse? Hvem må vi gøre grin...