Dennis Nørmark er ikke så sjov, at det gør noget.

I forrige uge havde Politiken en klumme af Dennis Nørmark, som jeg skrev en kommentar til. Bladet har dog netop afvist mit debatindlæg, og det sjove er, at man heller ikke på nettet kan kommentere, da det netop er en såkaldt "klumme". Indtil videre har jeg desuden kun set et enkelt læserbrev i avisen om hans indlæg, og det var vist mest opbakkende.

Men I, kære læsere, skal selvfølgelig ikke snydes for det, så det kommer her nedenfor, for jeg synes faktisk, at det er lidt vigtigt. (Lidt snydt bliver I dog, for det er i virkeligheden en sammenskrivning og et opkog af nogle stykker af mine tidligere indlæg herinde).

Er humor for alvorligt til at overlade til komikere – og antropologer?

I husker naturligvis Umberto Eco’s ”Rosens Navn”, men kan I huske plottets omdrejningspunkt? Munken Jorge ville holde indholdet af Aristoteles’ bog, Den Anden Poetik om komediens natur, hemmelig, og det kostede en del skrammer og akut blodtab for hans fjender. I virkeligheden er bogen forsvundet (modsat Aristoteles’ poetik om tragedien), men Eco’s bog handler altså om, at humor og latter ansås for at være magthavernes fjende.

I bogen “Comic Relief – A Comprehensive Philosophy of Humor” (2009), giver forfatteren John Morreall en indføring i humorens forskellige aspekter, og han nævner faktisk Aristoteles som en af de få tænkere i den vestlige civilisation, som anså sans for humor for en dyd. Jeg anser det også for en dyd, men måske tager jeg (og Aristoteles og Eco) fejl: Måske er humor en dum og farlig ting. For som Morreall skriver: ”Alvor er grundindstillingen for mennesket og andre dyr. Sjov og ballade er en luksus.”

I et af kapitlerne i bogen oplister han de forskellige indvendinger, der historisk set har været mod anvendelse af humor, og det er blandt andet disse:

Humor er uærlig: Gode folk mener, hvad de siger og gør, og det gør ”jokers” ikke.

Humor er uansvarlig. Når vi griner og laver sjov, kan vi ikke koncentrere os om vores pligter.

Humor er hedonistisk: det er jo bare for sjov.

Humor underminerer selvkontrollen. Og de fleste religiøse, moralske og sociale koder kræver jo netop en form for selvkontrol.

Humor er fjollet. Folk der insisterer på at grine af noget eller lave sjov er intellektuelt, følelsesmæssigt og moralsk defekte.

Antropolog Dennis Nørmark antyder i sit indlæg i Politiken d. 25/11 2017, at han i hvert fald delvis er på bølgelængde med ovenstående betragtninger, og at vi i Danmark skulle være specielt gode - eller rettere slemme - til at lave grin med alting. Men det sidste er jeg faktisk ret tvivlende overfor. Jeg mener omvendt, at vi generelt er blevet mere bange for at bruge humor som virkemiddel, og faktisk er det min påstand, at vi i årevis har været tilfredse med og tilhængere af, at humoren og satiren har sine egne faste reservater, der ikke forstyrrer resten af billedet alt for meget. I radio, tv og aviser har satiren jo helt faste og selvstændige programpunkter. Jeg kan frygte og mistænke, at dette har haft den uheldige bivirkning, at humoren er blevet ekskluderet af andre sammenhænge, hvor alvoren ikke må undermineres af skæg og ballade og almindeligt rav i den. For humor er en luksus, vi åbenbart ikke har råd til.

Men er det ikke at gøre det lidt for let for magthavere og andre institutioner, der ku’ trænge til lidt røg? Politikere er jo begejstrede for at blive omtalt i ATS på Politikens bagside, men så er de jo altid på sikker grund, selv når de går ind i et minefelt. På den måde er humoren og satiren som modvægt til det magtfuldkomne allerede afmonteret, og det er ikke sjovt, synes jeg.

At humor kan være ond og ødelæggende, er vist også en af Nørmarks pointer. Men kan den det? For er det så ikke bare mobning og ikke humor? Forveksler Nørmark måske humor med idioti? I mine øjne tilføjer humor liv, humør (no pun intended) og uhøjtidelighed til tilværelsen, og desuden er humor bare en god måde at påpege urimeligheder på. Men det er selvfølgelig svært at have med at gøre. 

Prøv at gå ind i en propfuld bagerbutik en søndag formiddag, og når ekspedienten spørger ud i rummet ”Hvis tur er det?”, så sig fra din plads allerbagest i køen med så ærligt et pokerfjæs du kan: ”Jeg tror, det er mig nu.” Det kan være en hel ubetalelig oplevelse, for reaktionen er prompte og sur, for det kan umuligt være min tur, jeg er jo lige kommet ind osv. Men hurtigt går det op for de fleste, at det jo må have været for sjov, at jeg sagde det, og nogle begynder ligefrem at se det satiriske i situationen. Men det er ikke noget, man skal gøre hver søndag – så bliver det gammelt.

Humor er ikke nødvendigvis en modsætning til det det seriøse, men humor er for alvorligt til udelukkende at overlade til reservat-komikerne. Den egentlige modsætning til humoren er de selvbestaltede moralvogteres selvhøjtidelighed, selvtilfredshed, selvretfærdighed og sågar puritanisme, som både Eco og Morreall er inde på.

Lad mig slutte med at citere Jesper Klein fra en videofilm om Danmark og humor, som vi i sin tid lavede til sprogundervisningen for indvandrere. ”Humor er et spørgsmål om overlevelse. Det er jo simpelthen en livsbetingelse. Jeg tror, humoren er ufattelig vigtig for mennesker. Mennesker, der er glade og har humor lever længere, og hvis de ikke lever længere, så er det fordi de lever bedre i den korte tid, de lever”.