At lave eller leve film

I det seneste nummer af Filmmagasinet EKKO (#94, juli/september 2023) er der er en manusforfatter, Jakob Weis, der mener, at hele filmbranchen er "martret af en ensidig dyrkelse af auteur-tankegangen, hvor det er instruktørens vision, som skal opfyldes. Det er usundt."

Han tilføjer, at han drømmer om, at filmstøttemidlerne "i højere grad giver plads til manuskriptforfatternes vision". Han kommer selv fra teatret, og det må da også være røvsygt at se sine ord blive maltrakteret af en flok behagesyge og/eller adfærdsvanskelige skuespillere aften efter aften eller at opleve, hvad selvfede filmfolk finder på af falbelader, der forstyrrer ens plot. Så jeg fristes da til at svare ham med ordene: "Skriv en bog".

Fra filmen "Min Avatar og Mig" (2011, foto: Kean Kelly)

Men selvfølgelig, hver fugl synger med sit næb, også den dronte, som skriver denne blog. Men manusforfatteren har nu misforstået noget efter min mening - og han er desværre nok ikke alene - for film er jo bare så meget mere end historiefortælling (som han mener, at manusforfattere er de bedste til). Og jeg tror han tager helt fejl i sin analyse om dyrkelsen af auteuren i dansk film. Det er i hvert fald ikke det, jeg har oplevet - og slet ikke i den mere virkelighedsbaserede del af branchen; det som nogle kalder "dokumentarfilm".

Men her til aften føler jeg faktisk trang til at takke ham. For det var først efter at have læst artiklen, at jeg endelig fik formuleret for mig selv i mit lille hoved, hvad der afgør, om en film virkelig er værd at beskæftige sig med eller ej, og hvorfor jeg selv har døjet med at forsøge at lave film det det meste af mit professionelle liv.

For det handler ikke om at LAVE en film - det handler om at LEVE den. Mens man laver den. Forstået på den måde, at instruktøren (for ja, Jakob, det er ham eller hende, filmens realisering udspringer og er afhængig af) ER filmen ... og ikke bare reproducerer andre folks arbejde eller udfylder nogle håndværksmæssige skabeloner, som er formuleret og afprøvet tidligere. Næh, filmmageren skal være der - være tilstede på alle tænkelige måder - og vi skal overbevises om det og kunne mærke det.

Så derfor endte jeg med at blive lige så selvovervurderende som Weis (hvilket altså er en egenskab, som jeg naturligvis billiger), idet det gik op for mig, at det fandeme er det, jeg altid har forsøgt. Eller altid og altid ... men altså, det kan man læse lidt om på min hjemmeside under "Færdige Film".

Og min konklusion er, at den er nat med at være auteur: Hvis man vil leve af film, må man leve med at nøjes med at lave dem.

Fra filmen "Jamais Vu" (2020, foto: M.S.)