Tanker om pastichen som genre (og Storm P. fylder 140)

 Som genre er pastichen sjov at arbejde med. I modsætning til parodien (som skam også er sjov) er den også at betragte som en hyldest, og for mig at se er kunsten at tage udgangspunkt i en genkendelig stil og dernæst lade teksten udvikle sig, så den får sin egen stemme og ikke længere kun er en stilefterligning.

Jeg prøvede det selv for første gang helt aktivt i det, der blev min allerførste tekst hos internetmagasinet POV International. Det var nemlig en Proust-pastiche, der startede som en øvelse i at kredse om en mere bevidst sprogliggørelse af diverse sansninger, men endte som et selvstændigt essay om erindring og diverse brødprodukter.

Mit første surdejsrugbrød (eget foto)

På det seneste har jeg gået og puslet med en roman-idé, som udsprang af et lille åbningskapitel, jeg skrev for sjov for et par måneder sider, og som i den grad minder om starten på en Murakami-historie (hvilket i øvrigt går op for en af de medvirkende).

Jeg er næsten sikker på, at det kan blive til noget større og på at afsættet i denne specielle litterære stil – og det at være bevidst om forlægget – kan bidrage til at få teksten til at åbne sig i den rigtige retning og støtte op om de handlingstråde og tematikker, som jeg pr. instinkt kan mærke vil byde sig til. Og som jeg skal forfølge, indfange og tæmme. Pointen og håbet er altså, at ens egen litterære stemme kan blive forstærket ved at tage udgangspunkt i pastichen. (Arbejdstitlen på den roman er i øvrigt ”Krøniken om det kreperlige krapyl og dets nærmeste nabo, Sigurd Vippefyr”)

(Billede hugget fra internettet)

Pastichen var også det greb, jeg tyede til, da jeg for første gang skulle anmelde et museum sidste efterår. Jeg og mit gamle firma har selv bidraget med en hel del film og arbejde til diverse udstillinger gennem årene, så jeg var lidt usikker på, hvordan jeg skulle gribe en anmeldelse an.

Men da det drejede sig om STORM, det tidligere Storm P.-Museum, fik jeg idéen at lade formen være en efterligning (altså en pastiche) af nogle af Storm P.’s små historier, hvor fortælleren (Storm selv) møder en tvivlsom personage, der har en frygtelig trang til at fortælle sin historie, som derfor helt overtager.

Fra museet STORM (eget foto)

Jeg har lige læst min anmeldelse igen for første gang siden – med ENORM (selv)fornøjelse – og da der i den kommende weekend (D. 18.-19. september 2022) er gratis adgang på museet i anledning af Storm P.’s 140-års fødselsdag, så får I den lige her igen.

https://pov.international/ganske-vellykket-storm-pa-frederiksberg-runddel/