JAMAIS VU bliver til PRESQUE VU?

Min film "Jamais Vu (eller De Fem Fodfejl)" (2020, 59 min.) er langt om længe blevet færdig. Endda uden at jeg har gjort noget som helst for det - sådan da. Forklaring følger her nedenfor i form af mit følgebrev til CPH:DOX 2021, da jeg tilmeldte den for nylig.

Anita Lerche som Tuborg-blikfanf

Kære CPH:DOX

Jeg har tilmeldt mit seneste produkt, ”Jamais Vu (eller De Fem Fodfejl)”, som jeg med vilje ikke kalder en film, men en ’film’, til jeres smukke festival. I skal være lidt friske, for ved første øjekast er den slet ikke færdig. Men det er den, har det vist sig. Og jeg skal være frisk, for jeg har selvfølgelig haft lyst til at ændre, klippe ud, tilføje og generelt bare gøre filmen smooth og lækker. Men ’filmen’ selv ville noget andet, fandt jeg ud af efter flere års arbejde med den, og det må jeg respektere, selvom det måske koster på min selvrespekt og på selvforståelsen. Her kommer allerførst logline og synopsis, som også fremgår af min tilmelding:

Logline: This ‘film’ is not finished. It’s about my other films that were never made, and finishing this one just felt wrong. My bad …

Synopsis: I denne ’film’ graver Mikkel ned i sine gamle, kuldsejlede dokumentarfilmprojekter – måske for at lære noget om sine fejl? Gamle råoptagelser, færdige demoer, en tekst hist og et stykke musik pist skaber et kludetæppe af gode intentioner, men selvom hans årelange projekt med sin gamle veninde Anita Lerche (der i dag er anerkendt sanger med speciale i punjabi-musik) hjælper med at give en fremadskridende struktur, så er det som om ’filmen’ i sig selv bare nægter at blive færdig.

Og netop derfor tør den godt vise sig frem, ukomplet og uperfekt, på trods af at Mikkel er usikker på, hvad det betyder for hans position og renommé som instruktør. For den undsiger forventningen om den flotte film, der kan lægge festivaler ned, og den forkaster Instagram-idealet om det perfekte. Men er sjælen ikke derinde bag det grimme tøj, de tynde arme og ølmaven? Og hvad er der med den kat?

Og så er baggrundshistorien nok nødvendig, og som jeg håber, at I orker at læse igennem:

Jeg sad til premieren og nød Jon Bang Carlsens ”Déjà Vu” – et elegant sammenklip af hans tidligere film – da jeg fik den reciprokke idé: At lave en film bestående af sammenklip af gamle film, der aldrig blev til noget. Og for nemheds skyld af mine egne film, som aldrig blev til noget. Jeg vidste, jeg havde en masse materiale liggende, så jeg søgte DFI. Jeg fik først afslag, men fik så møde alligevel; kom til møde, som konsulenten havde glemt, så jeg måtte gå hjem igen; fik dernæst lidt penge; klippede noget sammen; fik lidt flere penge og klippede videre; fik lovning på ny støtte; snakkede med DR og TV2; fik alligevel ikke ny DFI-støtte; beklagede mig lidt og så videre og så videre.

Mit udgangspunkt for film er tit bare den løse idé … så kan folk altid selv finde ud af, hvad den egentlig handler om. Jeg tror på instinktet. Da jeg så Jons film var min første tanke da også bare, at det kunne være sjovt at lave det modsatte: en antologi af film, der ikke blev til noget. Bare dette. Som et rent udsagn med et indbygget paradoks, der alene kunne skabe resonans hos seeren.

Så ”meningen med det” havde jeg ikke beskrevet, bl.a. fordi jeg var så træt af netop det krav til dokumentarfilm, og fordi det bare ved at blive formuleret meget ofte banaliserer det kunstneriske projekt.

Men DFI bad jo i første omgang om at få præsenteret netop en mening. Så selvom jeg slog mig i tøjret, så kender jeg jo udmærket kravene til finansiering, produktionsegnethed og den slags, og jeg tog derfor spørgsmålet om mening til mig alligevel. Så jeg formulerede side op og side ned om perfekthedskultur, om at man skal have love til at begå fejl og så videre. Kunsten at mislykkes, kort sagt.

DFI endte alligevel med at sige nej til produktionsstøtte, men så kom Torben Skjødt Jensen ind over som producer, og han tilføjede projektet en ekstra energi, så DFI igen gav en manusstøtte, hvor jeg igen kunne tydeliggøre meningen bag det hele og filme nogle ekstra-scener til støtte for tematikken, så også tv ville kunne se meningen. For temaet var simpelthen oppe i tiden – og er det vist stadig.

Men … til sidst fik jeg nok af at overbevise andre om, hvad min film handlede om, og en søvnløs nat mellem den 10. og 11. oktober 2020 indså jeg det: at filmen faktisk er færdig. I form af en ’film’! Uden finklip, credits, lydmix, farvekorrigering eller noget. For det var i virkeligheden mod ’filmens’ natur at forsøge at få den lavet ”færdig” og gøre tv-egnet. Og måske imod min egen natur? Og det er måske er det bedste udtryk for, at dadaisten og dokumentaristen inde i mig kæmper en kamp (og måske altid har gjort det).

Det er jo ikke alt, der skal udsiges direkte i film for at give mening, selvom det er sådan, som både tv og DFI vil have os til at tro. For eksempel ligger det implicit, at temaet ”skitse ophævet til værk” er en integreret del af denne ’film’. Ligesom temaet med bare at måtte udtrykke sig kreativt (min egen musik er f.eks. med for at understrege dette). Og endelig siger ”Jamais Vu” heller ikke direkte, hvordan seeren selv kan overføre relevante tanker til sit eget liv, men der tror jeg jo på, at min personlige tilgang alligevel sætter noget i gang.

Så værs’go’: Måske I kan finde et lille sideprogram til dette ufærdige makværk; til dette opgør med Instagram-perfekthedskulturen, som i høj grad også har ramt dokumentarfilmen i form af overdreven eller ligefrem unødig æstetisering; til denne 'film', der siger, at det er ok at fejle – det er faktisk meningen, at du skal, for det gør den selv.

(Og man kan jo altid lave et lille arrangement, hvor jeg fortæller om processen … det vil de unge have godt af … hvis ellers reglerne tillader det til den tid.)

Mange hilsner fra Mikkel


Jeg fik kort efter et yderst positivt svar tilbage fra dem, hvori de anerkender projektet - men vi må vente og se, hvad der sker endeligt. Det første, jeg skrev om filmen, ligger i øvrigt her i dette blogindlæg, og her ligger der en skitse-agtig teaser.



Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Farfars brakmark

Min filmopdragelse