Min filmopdragelse

Filmværkstedet fylder 50 år i år, så jeg har jo haft tid nok til at lave en film dér. Men det har jeg bare ikke – selvom jeg har forsøgt et par gange – og nedenfor står der også lidt om hvorfor. Næh, jeg kom i stedet ind i det her rod via en anden tilkørsel, fordi jeg behændigt ignorerede det skilt, hvorpå der stod Indkørsel Forbudt. Jeg sagde bare, at ”det er mig, der hedder Budt”. I stedet kom jeg senere til at tage en afkørsel, så jeg under alle omstændigheder endte nede under den egentlige filmbranche.

(Eget foto, okt. 2020)

Det startede med undervisningen i filmkundskab i gymnasiet, hvor vi også skulle lave vores egne 8mm-film. Jeg lavede primært små produktioner med komedie-islæt, men jeg begyndte også at skrive mere højttravende ting. Vi købte et gammelt 16mm-kamera og filmede blandt andet et kærestepar i en skov, der stod og kyssede, mens en mand i kittel overmalede dem med maling. Jeg kan ikke huske hvorfor, men jeg tror, jeg kunne lide det absurde. Jeg havde ikke på nogen måde forstand på moderne kunst, men i vores filmundervisning havde vi berørt både den intelligente mainstreamfilm fra USA og den mere europæiske semi-avantgarde, og mon ikke det var dengang, jeg grundlagde den uheldige praksis ved i mine personlige film altid at operere præcist mellem det almene og det ualmindelige – lige durkt mellem mainstream og avantgarde. Og det er ikke dér, pengene ligger, skal jeg hilse og sige.

Nå, men jeg og en kammerat skrev nu et lidt prætentiøst kortfilmsdrama om en danser, der bliver ulykkelig og dør, uden at jeg kan huske hvorfor (ja, hverken hvorfor han dør eller hvorfor vi skrev det sådan), og vi ansøgte dernæst Filmværkstedet. Den gang havde de en projektredaktion af tidligere støttemodtagere, og vi blev inviteret ind til et møde. Det var vi naturligvis glade for, men det, jeg bedst husker fra mødet, var, at en fra redaktionen fra starten var negativ overfor vores projekt og tilsyneladende mest fordi, der ikke var nogle undervandsoptagelser i. Dét var af en eller anden grund noget han savnede ved alle de projekter, han blev præsenteret for, og det eneste han talte om. Det pudsige var, at vi jo også skulle vise noget, vi havde lavet før, og vi havde tilfældigvis lavet en skoleproduktion om Narcissus-myten, hvor der faktisk var scener med optaget under vandet. Ganske vist filmet i Kildeskovshallen gennem svømmebassinets ruder, men ikke desto mindre skulle det jo forestille, at vores unge, moderne Narcissus var faldet i søen efter at have siddet og nydt sit spejlbillede i overfladen. Nå, ham fyren sagde ikke en lyd til resten af mødet, for nu havde han ikke rigtigt noget at være sur over, men vi fik ikke støtte fra dem alligevel.

Så gik der nogle år efter gymnasiet, hvor man havde andet at tænke på end at lave smalfilm, og så alligevel ikke. Jeg blev klar over, at filmen kunne blive en levevej på en eller anden facon, for min filmlærer på gymnasiet havde jo læst filmvidenskab, og man lavede vel ikke et helt studium på universitetet, hvis ikke der var jobs i det!? Min studentereksamen var lige akkurat god nok til at få forhåndstilsagn til året efter, og det var praktisk, fordi jeg lige skulle aftjene 11 måneders værnepligt som militærnægter først.

Der er blevet sagt en del om det at læse filmvidenskab i forhold til selv at lave film. Men for mig var fagets eklektiske blanding af kunsthistorie og kommunikationsfag helt perfekt. Jo, man skulle selv navigere en del i det, og der er mange, der ikke har formået at koble den praktiske videoproduktion i AV-formidling med de tungere semiotiske teorier, og ikke altid stod sammenhængen klokkeklar. Men så må man jo selv finde den, og i hvert fald blev arbejdet med videoerne min primære interesse, og det blev det så meget, at jeg på et tidspunkt også begyndte at skrive små kortfilmsmanuskripter.

Vi havde gennem det meste af studietiden jo haft vores gang og set film i Store Søndervoldstræde, hvor Den Danske Filmskole lå sammen med Filmmuseet, men det, vi mest hørte til undervisningen på skolen, var, at man dér gerne ville bibeholde elevernes kunstneriske jomfruelighed, hvorfor de ellers obligatoriske visninger af filmklassikere for skolens elever mest blev til visninger for en række tomme biografsæder. Det er muligt, at vores informationer var lidt mangelfulde, men vi grinede i hvert fald af det, og kommenterede ironisk, at det naturligvis ikke var nødvendigt at kende til filmhistorien, hvis man ville være filminstruktør, ligesom studerende på Musikkonservatoriet da sikkert sjældent satte en plade på eller elever på Kunstakademiet sikkert aldrig gik på udstilling.

Men jeg ville gerne være filminstruktør, havde jeg nu fundet ud af, og derfor søgte jeg faktisk også ind på Filmskolen på et tidspunkt, før jeg var færdig på uni. Det skulle lige prøves, tænkte jeg, og mere stolthed ejede jeg ikke, men det kom der selvfølgelig ikke noget ud af, uden at jeg jo ved hvorfor. Så derfor gjorde jeg min cand.phil. færdig, mens jeg og mine venner brugte det meste af energien på de praktiske videoproduktioner. Og så skete der hverken værre eller bedre end at vi begyndte at få nogle små videoopgaver, og så tænkte vi, at vi hellere måtte få lavet et firma. Det gjorde vi så, og nu kommer vi til det: for det at have eget firma blev sådan set mit eget filmværksted, for med tiden fik vi eget udstyr, og jeg behøvede ikke at søge om at få det andet sted fra, når jeg en række gange gennem tiden har overbevist min kompagnon om, at vi lige kunne lave en lille kortfilm efter en gakket idé, jeg havde fået. (Vi søgte dog også - og fik i ny og næ - støtte til andre og større produktioner)

Det har mest været denne bro, jeg har benyttet mig af
(Eget foto, okt. 2020)

Det var muligvis spillefilmen og fiktionen, der fik mig til at indrullere på filmvidenskab, men som tiden gik, og vi fik opgaver inden for virkelighedsskildring af forskellig art, så skiftede jeg langsomt mod det mere dokumentariske felt. Men da det altid har været megasvært at få noget igennem på Det Danske Filminstitut, og det også var svært at få distribueret sine underlige kortfilm (selvom Skandinavia.tv, ”Filmmagernes egen tv-kanal”, hvor et par af mine film også blev vist, var et godt initiativ i sin tid), så lå bevidstheden om Filmværkstedet der jo altid, og jeg har da også deltaget i nogle af stedets tiltag udover det almindelige støtteprogram, ligesom jeg ligefrem har arbejdet sammen med dem, da vi lavede FILM-X.

Da jeg aldrig helt har forladt det skizofrene udtryk mellem det banalt underholdende og det intellektuelt kryptiske, som jeg var inde på ovenfor, og som derfor hverken er det ene eller det andet i genremæssig forstand, så var det jo naturligt, at jeg – i de talrige tilfælde, hvor jeg ikke har fået DFI eller tv med på mine filmidéer – også forsøgte mig på Filmværkstedet. Men så var det jeg opdagede, at mens jeg havde haft ryggen til, så var selve ansøgningsproceduren dér kommet til at ligne alle andre med målgruppe, genrespecifikation og ”what-are-you-trying-to-say” med din film. Ting, som jeg gennem årene havde kæmpet med f.eks. på DFI, når man i sin ansøgning skulle angive, om det nu var en dokumentar- eller ene fiktionskortfilm, man søgte om. Jeg blev nemlig mere og mere klar over, at det meget sjældent var selve emnet, der var filmisk interessant, men snarere selve bearbejdningen af det dokumentariske og af virkeligheden i det hele taget. Og når DFI sagde til mig, at filmen vel altid var lidt mere det ene end det andet, og man derfor kunne sætte fluebenet i ansøgningen, så kunne jeg konstatere, at det kunne jeg ikke altid afgøre. Og da Filmværkstedet (i hvert fald som jeg oplevede det) også skruede op for ”professionaliseringen” – og dermed for normaliteten – af deres ansøgningsprocedure, så har jeg sgu ikke rigtigt orket at søge dem i mange år.

Og nu sidder jeg så her og venter på, at en lille komité på DR afgør, om de vil støtte min næste (og muligvis sidste) film, så jeg kan gå tilbage til konsulenten DFI (som har givet udviklingsstøtte og tak for det) og sige, at det vil de gerne, og vil du så ikke nok give en egentlig produktionsstøtte? Men når det så med en vis sandsynlighed ikke sker, så skal jeg måske til at lave min første egentlige værkstedsfilm?

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

CPH:DOX 2024 - Åbning

At lave eller leve film

Kreperlige Krapyl - ny roman