"Brok, Brok, Brok eller ... To Mænd Kommer Ind På En Bar ... "

Den ene er glad og den anden ser gnaven ud. Den glade bestiller to øl, og kommer hen til bordet med dem. Idet han sætter dem på bordet, siger han:

- Du virker sur, hvad er der galt?

- Ah, du ved. Det er jobbet. Eller … mit liv.

- Kan du uddybe?

- Jo, altså, at være kreativ kræver, at du tror på, at du kan noget. Noget særligt. Om du er amatør eller professionel. Men for de sidste - og især inden for film og tv - så er det måske endnu vigtigere, at du kan overbevise andre om, at du kan noget særligt. Og så står man med problemet: Har du og de andre samme opfattelse af, hvad der er ”noget særligt”? Og leder de overhovedet efter ”noget særligt” eller i virkeligheden mere efter noget genkendeligt og forståeligt?

- Ja-ja, det er jo den samme gamle traver: ”De forstår mig ikke”, ”redaktøren og konsulenten tør ikke satse” og så videre og så videre …

- Sarkasme klæder dig ikke. Men når man i filmbranchen hører sætningen ”Det er et lidt for smalt projekt til at søge DFI om”, så undrer det jo alligevel lidt. Har vi så det DFI, vi ønsker? Ja, ikke jeg. For er det ikke sandt, at DFI altid har haft hovedet alt for langt oppe i røven på tv-stationerne og er alt for forhippede på indre måltal med festivalvisninger og publikumstal og den slags?

- Men handler det ikke bare om, at DINE projekter er blevet afvist, og at de måske ikke er gode nok og ikke rigtigt interesserer nogen?

- Jo, det handler om mig og mine projekter, men det handler også om, at vi i filmbranchen må kræve, at DFI i det mindste ikke behandler os som amatører. I to forskellige udviklingsforløb har vi været igennem meget diskutable forløb, som har gjort at vi som firma må konkludere: Vi kan ikke længere arbejde seriøst med DFIs konsulentordning. Ikke som et professionelt firma, der lever af kreativitet. Bureaukratiet, budgetbeskæringer, den forløbne tid – næsten alt gør, at vi står med en følelse af aldrig rigtigt at være taget alvorligt inde i huset, og hvor vi har fået en række almisser for at gøre os glade. Det har ikke nødvendigvis noget med den enkelte konsulent at gøre, men snarere systemet, og selvom det styres af mennesker, så er systemer bare utroligt stærke.

- Men blev I ikke bare lidt glade for den støtte?

- Vi er ikke glade mere, nej. Og vi kommer ikke som produktionsselskab til at søge støtte på DFI igen, før der sker noget andet. Så det kan alle jo glæde sig over.

- Sikke noget. Hvad så nu?

[Resten af samtalen bliver overdøvet at et højrøstet selskab ved nabobordet, som fejrer en filmpremiere]