Historien om et bebudet biografbesøg

14:12:54 12-08-2026
Ifølge en logfil fra mit LeisureSuit-software, der dukkede op på min cyberbrille, da jeg ledte efter mine e-nøgler til cyklen, viser det sig, at vi løste alle problemer med kønskvoter og den slags i filmbranchen en gang i efteråret 2022, hvor vi i stedet lagde ansvaret over på forbrugeren. Her er, hvad jeg kunne tyde, og det er altså en samtale mellem mig selv og min LeisureSuit-avatar Larrie, som lignede en blanding af en norsk håndboldspiller fra henholdsvis kvinde- og herrelandsholdet, og som håndterede alle mine indkøb inkl. billetter til film og streaming.

17:02:01 17-10-2022

Mikkel: Jeg vil gerne bestille billet til ”Kød i Kulissen” i aften.

Larrie: Desværre, den er instrueret af Marcello Carne, og du har overskredet din kvote af mandlige instruktører for denne måned.

Mikkel: Nå, for dælen. Og det hjælper ikke, at den går i Dagmar?

Larrie: Er det en joke? Dem er jeg ikke så god til - jeg er en maksine. At biografen har et pigenavn hjælper ikke. Og i øvrigt ved du godt, at den kun hedder ”Dagmar” i daglig tale. Officielt hedder stedet ”Megamonstermultiplex”

Mikkel: Glem det, hvad kan du tilbyde i stedet?

Larrie: Du kan se den seneste Jane Bond, ”Q-tip”, af Suzanne Cerveza.

Mikkel: Jamen, den er jo lige så åndssvag som alle de gamle Bond-film. Det gider jeg ikke – måske den næste i serien, ”I M-hættens skær”.

Larrie: Du laver stadig sjov? Men altså, hvis du ser Jane Bond i aften, kan du allerede i næste uge se ”Kød i Kulissen”, fordi ”Q-tip” er instrueret af en kvinde.

Mikkel: Jamen, det er fløjtende ligegyldigt, hvem der har instrueret ”Jane Bond”, jeg gider ikke se den.

Larrie: Godt, lad mig se. Du kan komme til at se Gudmundur Grobrians seneste film ”Fjeldrævinden” allerede i morgen.

Mikkel: Hvordan det?

Larrie: Fordi han vandt prisen for ”Bedste film instrueret af en mand, skrevet af en kvinde”. Ser du den, kan jeg og dit plug-in SexyAlgoRitmo frigive billetter til din først ønskede film til på fredag.

Mikkel: Hør engang, i sidste uge så jeg den film, der vandt ”Bedste film instrueret af en mand, skrevet af en kvinde, med en kvinde i hovedrollen – homo-tema”. Tæller det ikke?

Larrie: Jo, alt tæller, men du så den på din køleskabsdør, hvilket ikke optjener det samme.

Mikkel: Hvorfor dog ikke?

Larrie: Fordi vi kan se, at du lavede mad samtidig og drak fire pilsnere undervejs.

Mikkel: Fair nok. Men jeg vil virkelig gerne se ”Kød i Kulissen” i aften.

Larrie: Vi kan også sige, at vi kan handle lidt – jeg er jo ikke nogen maskine. Du kan se din ønskede film i aften klokken 24:00, hvis du inden ser fire afsnit af serien ”Grådkvalt”, mens du sidder i din LeisureSuit-stol.

Mikkel: Jamen, er den ikke instrueret af en mand? Hvad skulle det så hjælpe?

Larrie: Instruktøren hedder Gregory Cucumber, men først fra 2019. Før det hed vedkommende Rosemary Parsley. You do the math.

Mikkel: Aha, jeg forstår. Men FIRE afsnit!? Det er lige hårdt nok… og hey, ”Kød i Kulissen” vandt prisen for ”Bedste kvindelige birolle spillet af en frikadelle.” Dét må da give mig noget credit?

Larrie: Igen, jeg tror, du laver en morsomhed.

Mikkel: Giv mig nu bare den billet.

Larrie: I’m afaid I can’t do that, Dave.

Mikkel: Hey, jeg hedder ikk… åh, I get it.

Larrie: Hørte du det? Jeg lavede en vittighed…

14:42:16 12-08-2026
Mere stod der ikke i loggen, og her fire år efter kan jeg ikke huske, hvordan den aften endte, udover at jeg stadig ikke har fået set ”Kød i Kulissen”. Men det er ikke, fordi jeg ikke kan lide film lavet af kvinder. Det ville jo være et fuldstændigt idiotisk statement. Men ligesom jeg nogle gange tænker på den gang, hvor man hørte musik på det, vi kaldte en computer og ikke på vinyl, så tænker jeg også nogen gange på den debat, der kørte på nogenlunde samme tid og som aldrig rigtigt forstummede, selvom alt vist nok nivellerede sig siden hen. Vi har alle sammen brug for forbilleder, sagde man, og piger har brug for at have kvindelige forbilleder. Nuvel, men er det vigtigste ved et forbillede ikke dets egenskaber og ikke dets køn? sagde jeg og fik et par på snotten. Jeg opdagede, at tidens skruppelløse individualisering gjorde, at det, jeg troede var helt normalt – nemlig ikke at fokusere på folks køn – vidste sig at være helt forkert. Så tænkte jeg tilbage – og skrev noget om det må min narcissistiske blog, som det også var ret udbredt at gøre dengang:

01-02-2017 – blog entry no. 00047:
Da jeg begyndte at spille basketball engang i 1978 skulle jeg lære at skyde hopskud, men jeg kunne ikke få det til at føles rigtigt. Så sagde min træner, at jeg skulle kigge på Birthe Schubart fra SISUs damehold, for hendes teknik var meget ren og elegant. Hverken han eller jeg syntes det var mærkeligt, at jeg skulle kigge på Birthe i stedet for en herrespiller. Og da jeg begyndte at høre jazz og blandt andet opdagede Stan Getz nogle år senere, var det med en Joanne Brackeen på klaver. Tænkte jeg over, at pianisten var en kvinde? Ikke et øjeblik, ligesom jeg fandt det komplet naturligt, at NHØP også spillede med Tania Maria. Begge de to pianister fik mig fra at spille klassisk klaver og over i det jazzede. Senere blev min filmkundskabslærer i gymnasiet, Else, den direkte årsag til, at jeg begyndte at interessere mig for film.

15:02:22 12-08-2026                  

Så blev tiden åbenbart en anden… tog nogle volter… men nu her i 2026 er vi heldigvis stort set tilbage til, at køn kun er vigtigt i forbindelse med forplantning, forelskelse og frivillig forulempelse af ens egne kønsorganer ved hjælp af visuelle virkemidler. Og det uanset hvilket eller hvilke køn, man har lige dén dag. Men nu må I have mig undskyldt, for LeisureSuit-Larrie har bedt mig om at tune vinduespudser-dronen inden min kone kommer hjem.