DOComedy Now

 Som genre er pastichen sjov at arbejde med. I modsætning til parodien (som skam også er sjov) er den også at betragte som en hyldest, og for mig at se er kunsten at tage udgangspunkt i en genkendelig stil og dernæst lade teksten udvikle sig, så den får sin egen stemme og ikke længere kun er en stilefterligning. Jeg prøvede det selv for første gang helt aktivt i det, der blev min allerførste tekst hos internetmagasinet POV International. Det var nemlig en Proust-pastiche, der startede som en øvelse i at kredse om en mere bevidst sprogliggørelse af diverse sansninger, men endte som et selvstændigt essay om erindring og diverse brødprodukter. Mit første surdejsrugbrød (eget foto) På det seneste har jeg gået og puslet med en roman-idé, som udsprang af et lille åbningskapitel, jeg skrev for sjov for et par måneder sider, og som i den grad minder om starten på en Murakami-historie (hvilket i øvrigt går op for en af de medvirkende). Jeg er næsten sikker på, at det kan blive til noget...

At være kreativ betyder ikke bare at udtrykke sig. Det betyder ifølge ordbogen ” at være god til at få nye ideer og realisere dem (på en fantasifuld eller kunstnerisk måde) ”. (ODS) Og i mine øjne har det altid betydet at lave noget, som ingen andre kan. I hvert fald ikke på samme måde. Som tiden er gået, har jeg opdaget, at det jo godt kan være lidt problematisk, idet trangen til at skabe noget og dele det med andre jo melder sig oftere end man kan være direkte nyskabende. Hvis man så samtidig er så uheldig rent karrieremæssigt at ende i ”den kreative branche” med flere og flere fortvivlede forsøg på at opnå hæder, anerkendelse og skejser, så er man nødt til at kigge lidt indad. Og derinde fandt jeg for mange år siden ud af, at man i det mindste skal finde sin egen stemme i sit kreative virke for at holde det ud. Ravn på strandeng (foto: M.S.) I mit dokumentarfilm-arbejde opdagede jeg på et tidspunkt, at jeg kunne lave almindelige dokumentarprogrammer uden at tænke for meget over de...

Jeg havde glædet mig ekstra til at anmelde åbningen af CPH:DOX i år, idet anmeldelsen skulle have været bragt i POV International , hvor jeg har skrevet regelmæssigt det sidste års tid, og ikke bare på denne obskure side. Men noget føltes ikke rigtigt, og det ’noget’ var den lorte-virus, som vi ellers flyttede på landet og væk fra alle storbykloakrotterne for at undgå. Jeg er derfor lagt ned for tiden og er helt ukampdygtig, men jeg fik da en telefonisk rapport tirsdag fra ham, som overtog min billet i mandags. Det nye visningssted i det gamle radiohus’ koncertsal på Rosenørns Allé er et hyggeligt sted, men jo altså ikke designet til filmforevisninger, hvilket ifølge min kilde blandt andet betød, at lydkvaliteten sådan set var fin, mens billedet ikke stod, som det skulle. Filmen var han så skuffet over, at jeg ikke selv orker at se den online, og han havde mange gennemtænkte indvendinger, som jeg stoler fuldt og fast på. Eller også skal jeg se den, så jeg kan få syn for sagn? Siden...