ER DU SYG NOK TIL AT SE TV?

Influenzasæsonen er i fuld gang. Har du det mentale helbred til at fordrive sengetiden med tv-kigning?

(If you don't understand Danish, don't worry. This is just a predictable elegy on lousy TV)

  

Feberen er ved at tage af, men alligevel danser ordene i bogen ubehageligt foran mig. Jeg lægger den formentlig overvurderede roman fra mig og tænder for tv’et. Stuen fyldes af et vederkvægende lys og en behagelig stemme lægger sig kælent ved siden af mig, og nu kan jeg se hende: studieværten, der fortæller om trafikale problemer, så jeg selv længes ud i sneen. Men jeg må videre; jeg zapper hen til en reklame, der pludselig ikke er så kælen at høre på, bare høj. Videre til en anden reklame, der er højere og nu også dum. Jeg har ikke brug for produktet, synes jeg, men måske tager jeg fejl. Et såkaldt dokumentarprogram holder mig fangen nogle minutter, men speakeren taler alt for manisk om noget, som billederne lige har vist. Højtlæsning. Så syg er jeg heller ikke. For jeg leder efter noget, der kan overrumple mig, samtidig med at det underholder. Jeg forlanger ikke nødvendigvis at blive klogere, men jeg vil se noget, der i det mindste er intelligent lavet.

Ind i mellem bliver jeg fascineret hængende på et program, mens jeg tænker på, at de ansvarlige folk bag dette har en længerevarende uddannelse. Der er naturligvis stor forskel på de enkelte kanaler; de kommercielle er de ubetinget værste, mens man i den anden ende af spektrummet faktisk kan se 45 sammenhængende minutter om noget interessant. Det store spektrum indimellem er i bedste fald forglemmeligt, men oftest er det dybt stereotype skabeloner, der aldrig tilbyder en overraskelse, og som er uendeligt konservativt og fantasiløst, og som ikke har andet at tilbyde end sørgelig selvtilfredshed.

Ja, det billede har jeg hugget fra nettet. Hun ser lidt svagelig ud, synes jeg.

 Under dække af at ville fremmane følelser hos mig, bliver jeg bombarderet med tv-formater, der, i uendelige gentagelser og omkranset af småhysteriske lovprisninger af sig selv, tilsyneladende kun er ude på at holde sig selv i live. Og de følelser, jeg får fremmanet, forhindrer mig i at tænke. Gør de det her med vilje?, spørger jeg mig selv. Jeg bliver dog først og fremmest vred (en god gammel følelse, der er god til at jage fjender og rovdyr væk med), for lige nu er jeg ganske vist syg og har måske brug for lidt hjernedød distraktion, men programfladen er jo også tiltænkt ellers raske mennesker.

Tv vil på sin side sikkert gerne have, at vi betragter det som en del af familien. Jeg har efter tre døgn på langs foran fjernsynet egentlig mest lyst til at spørge, om det ikke snart skulle flytte hjemmefra? For kan tv overhovedet li’ andet end sig selv? Og kan det overhovedet li’ mig?

PS. Dette indlæg ligger også på Politikens debatsider.