CPH:DOX åbning 2017

Ny dato for festivalen - samme åbningsvenue. Denne gang var jeg så heldig at sidde bag ved talerne, så man ikke kunne forstå et ord. Det lød faktisk, derfra hvor jeg sad (og jeg overdriver ikke meget), som perronhøjttalerne i Jacques Tati's "Festlige Feriedage".

Så jeg fik ikke meget ud af festivallederens tale, andet end at toget til Ålborg tilsyneladende ville komme på spor 6. Lidt efter kunne jeg se kulturministeren komme ind, og på et tidspunkt tror jeg nok, at hun citerede Werner Herzog. Enten det, eller også fortalte hun, at vognene 21-22 ville blive afkoblet i Korsør.

Men jeg havde altså lyden fra venstre og billedet fra højre, og derfra kunne jeg jo ikke tillade mig at se en film, som folk har gjort sig umage med. Det var der vel knap hundrede andre, der måtte. Jeg bevægede mig mod udgangen, og da jeg rejste mig op fra min plads på Terrasse G og gik lidt tilbage, kunne jeg faktisk godt forstå, hvad der blev sagt. Så værre er det heller ikke - det var kun fra ens plads, det var uhørligt.

Jeg opdagede, at der så ud til at være ledige stole nede på gulvet et par hundrede meter væk, så mens der kørte reklamer for produkter, som de færreste dokumentarister har råd til på daglig basis, bed jeg hovedet af al skam og bevægede mig af de sindrige gange og eskalatorer ned til Parterre (som det hedder på fine steder). Jeg sneg mig ind, og kunne i det dæmpede lys lige se en række folk, der var væsentlig mere betydningsfulde end mig. Jeg fandt en tom stol netop som selve åbningsfilmen gik i gang, og alt var godt. Her kunne man jo både se og høre. Det var lige før man tænkte, at stedet egnede sig til filmforevisninger.

Nuvel, efter en times tid begyndte min krop at opføre sig mærkeligt, så jeg trådte på et par fødder og sneg mig ud. Jeg ville nemlig også lige prøve, hvordan det lød og så ud et tredje sted i salen. Desværre for jeg vild, så jeg ved ikke, hvordan filmen endte og om der stadig er borgerkrig i Syrien (det er der desværre, kunne jeg se på nettet, da jeg kom hjem), og min krops signaler viste sig at være et maveonde i opløb. Men filmen skal ses færdig en anden dag.

Jeg er dog sikker på, at det mavetilfælde, jeg lider af lige nu, ikke skyldtes den øl, der var stillet frem i foyeren, og som jeg lige testede på vej ud. En pale ale fra To Øl var fremragende (og så siger vi ikke noget om de øl, der har været der de sidste par år).

Så igen er jeg primært sur, ja, men selvfølgelig, når man som festivalen har så mange venner, hvor skulle man ellers være? Og det ER jo et flot sted. Så er det bare ærgerligt, at mange af ens venner hverken kan se eller høre (eller få afleveret overtøj i garderoben tids nok). Men når folk som jeg er inviteret, skulle man måske overveje at luge lidt ud i gæstelisten og/eller finde et sted, som er beregnet til film?

Og mon ikke det første allerede er ved at ske, men så slipper jeg da for - for femte-sjette år i træk - at overvære en filmforevisning fra en sidebalkon i fjerde sals højde, mens jeg sidder og hidser mig op. Det har jeg eller min mave tydeligvis ikke godt af. Men er der ikke også grænser for, HVOR fin en åbningsfest man kan have, når åbningsfilmen foregår SÅ meget på en helt anden planet?

PS. Jeg udtaler mig her ikke om selve filmen, kun om arrangementet.

PPS. "Sjak Tati og "Festlige Feriedage?", spørger du. "Ja," svarer jeg, "han er måske en af verdens ti mest fremtrædende filminstruktører (inden for alle genrer), hvis du spørger mig".
Her er scenen, jeg refererer til. Den er ubetalelig. Gå til 00:20, cirka.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Dennis Nørmark er ikke så sjov, at det gør noget.

Jamais Vu eller De Fem Fodfejl

Hieroglyffer og DOKomedier