Indlæg

"Brok, Brok, Brok eller To Mænd Kommer Ind På en Bar ... "

Billede
Den ene er glad og den anden ser gnaven ud. Den glade bestiller to øl, og kommer hen til bordet med dem. Idet han sætter dem på bordet, siger han:

- Du virker sur, hvad er der galt?
- Ah, du ved. Det er jobbet. Eller … mit liv.
- Kan du uddybe?
- Jo, altså, at være kreativ kræver, at du tror på, at du kan noget. Noget særligt. Om du er amatør eller professionel. Men for de sidste - og især inden for film og tv - så er det måske endnu vigtigere, at du kan overbevise andre om, at du kan noget særligt. Og så står man med problemet: Har du og de andre samme opfattelse af, hvad der er ”noget særligt”? Og leder de overhovedet efter ”noget særligt” eller i virkeligheden mere efter noget genkendeligt og forståeligt?
- Ja-ja, det er jo den samme gamle traver: ”De forstår mig ikke”, ”redaktøren og konsulenten tør ikke satse” og så videre og så videre …
- Sarkasme klæder dig ikke. Men når man i filmbranchen hører sætningen ”Det er et lidt for smalt projekt til at søge DFI om”, så undrer det jo allige…

Dagens Dagsorden

Billede
Vi vil det bedste – for alle. Det vil vi vel alle. Og det bedste for alle er, at alle forstår, hvad der er vigtigt. Og derfor skal de have det at vide. Og det er jo derfor, der findes dokumentarfilm: så vi kan fortælle alle om, hvad der er vigtigt. Hvad der er på dagsordenen – eller burde være det.
Det er jo også derfor, at man kan opleve folk spørge: Jamen, hvad vil du egentlig sige med din film? For vi er bare blevet så vant til, at dokumentarfilm selvfølgelig skal gøre det: sige noget om noget. Om noget helt konkret.
Og derfor kan man også møde filmkonsulenter og tv-redaktører, der spørger dig: Hvad skal din film betyde – og hvorfor vil du egentlig lave den film?
Så er der bare, at jeg vrider mig lidt i stolen og tænker, at dagene for den kunstneriske dokumentarfilm her i landet er talte. For er det ikke det, der er kunsten? At den taler for sig selv – og ikke skal bruges til at advokere for et eller andet?
Personligt gider jeg meget sjældent se agendabårne dokumentarfilm. Selvom jeg o…

Creative Europe and Me

Billede
or “Being inside when you really want to be outside” or “Me, a failure”.


Once I was someone else. I was someone who thought he would be a good “expert evaluator” for Creative Europe (or MEDIA as it was called). And if nothing else, I thought I would learn something for our own future applications ... and even earn a buck while doing that. So, I applied on the call and signed up to be part of the “expert evaluator” team in the field of international applications for European support for documentaries, both single projects and slate funding.



I filled out the forms with my education, film production experience and knowledge of the international documentary field – and forgot all about it. A few years later, I was suddenly approached by mail and first it looked like a scam or a phony mail. But no, they really wanted me to assess incoming applications and had accepted me as an “expert”.
They probably also should introduce a psychological test before they enroll people because as it turned out…

Funny? Seriously?

Billede
These two pics (taken by my father ca. 1972) were taken within minutes, maybe even seconds. And it’s clearly not the same person. The first one is concerned, maybe even worried to the point of actual fright, and the other is happy and carefree.


If you ever met me fleetingly, you’d probably think that mostly person no. 2 is me. I tend to be joyful and extrovert at social gatherings and even cracking jokes and the like. To this guy, humorous behavior and endeavor is important and I would really love to be that guy … be him ALL the time, I mean.

But I'm not. “A mind at ease is the most valuable gift”, as someone said. I do wish I had that gift.
Yes, I am often buoyant and jovial, but sometimes I bitch over things (my closer friends and wife and family will know that) and sometimes – mostly when I’m alone – I’m “concerned, maybe even worried to the point of actual fright” like in the first picture.
When it comes to my artwork (yes, I have started to call myself an artist – it took many y…

Nyt indlæg på Heartbeats.dk

Billede
Kulturministeren har udtalt (jf.Politiken) at:


"... når jeg synes, det ville være godt, hvis flere kunstnere bidrager til debatten om vores fælles udfordringer, er det også for at skabe større legitimitet omkring, at vi som stat, kommuner, fonde og så videre investerer i kunst og kultur. Hvis kulturen ikke har legitimitet, er det svært at skaffe opbakning til, at det er en god idé."

Så kunsten skaber altså ikke legitimitet nok i sig selv?

Når man så også læser, at flere andre politikere synes, at det er opportunt at vide, hvad kunstnere og den slags typer egentlig mener om dette og hint, så var jeg så uklog at skrive et slags essay, der er halvt satire, halvt debat, og det udkom her på kultursitet Heartbeats. Det kom i efterårsferien, og der er nok derfor, at du ikke har læst det endnu.


Klik på billedet for at læse indlægget.



(Og at Blogger/Google laver det her elendige værktøj, som pludselig fremturer med hvide fremhævninger, som ikke er synlige i editor, og som jeg ikke kan sli…

Hieroglyffer og DOKomedier

Billede
Symbolisme! OMG, det lyder tungt og betydningsoverlæsset – men når det anvendes som udtryk for en dansk kunstretning omkring forrige århundredeskifte, så bliver det pludselig mere relevant. Det tænkte jeg i hvert fald, så jeg tog min filminstruktørkasket og en blazer på og tog på museum (jeg skulle alligevel ha’ tiden til at gå indtil VM-kampen Columbia-Japan startede).
Allerede i første rum bliver jeg klogere: Mange kunstnere i tiden (ca. 1890-1910) mente, at naturalismen var en kunstnerisk blindgyde, og inden for både billedkunsten og litteraturen ville man nu hellere udtrykke menneskets indre – følelser, idéer og drømme – og gerne med et lidt mystisk skær. Generelt er værkerne mere suggestive, og blev ofte sammenlignet med musik; også fordi de faktisk tit var dekorative. En vis dekadence kunne også spille ind. 
Det lyder godt, tænkte jeg og kløede mig under kasketten, og det går jo meget godt i spænd med det, jeg oplevede i Barcelona i forrige måned. For selvfølgelig er film i kraft …

Tanker i Barcelona

Billede
Dyrlægen skulle fire dage på kongres, og jeg tog som så mange gange før med som medfølgende hustru. Det giver mig en lejlighed til at komme lidt væk hjemmefra til en billig penge, idet hotelværelset er betalt, og jeg har dermed chance for at følge lidt op på kunst og kultur (og på de længere ture også natur) og hente inspiration.[1]
Barcelona har jeg kun besøgt en enkelt gang før til noget dokumentarfilmhalløj, hvor der ikke blev tid til så meget andet. Det drejer sig jo meget om Gaudí og Joan Miró dér, men jeg startede på Picasso-museet i La Ribera-bydelen. Jeg oplevede det først og fremmest som stedet, hvor man kan ane, at hele Picassos livsværk - fra da han som 14-årig kom på akademiet - så at sige må have været at bevæge sig væk fra det alment vedtagne. At ophøje skitsen eller måske bare tanken eller det umiddelbare indtryk til et værk. Ikke at reproducere eller forskønne eller bare skildre. Altså, at blive sådan som vi alle kender ham nu.


Men før han gik amok i skæve kvinder, var h…