CPH:DOX Nedlukningsåbningsgalla 2021

Som sædvanlig er åbningen af den københavnske dokumentarfilmfestival tænkt som en eksklusiv begivenhed med special invitation og det hele, men jeg fik et flashback til tidligere år (kig selv videre her på bloggen. Jeg har 'anmeldt' åbningen med enkelte undtagelser siden 2012), hvor jeg altid blev tildelt et elendigt sæde i salen, da jeg ikke kunne få det tilsendte link til at virke. Der er altid nogen, der er mere VIP end andre, og disse havde måske fået diskrete hints om, at det vil virke bedst i den og den browser i det og det styresystem, men efter et par forsøg fik jeg det da op at køre på en alternativ pc med Microsoft Edge. Desværre kunne jeg efterfølgende se på forskellige fora, at andre havde lignende problemer og helt måtte opgive. Det giver jo en behagelig følelse af, at jeg er måske ikke er lige så fin som nogle, men finere (eller i hvert fald mere trænet i computer-snavs) end nogle andre.

Den afgående festivaldirektørs tale var altså allerede i gang, da jeg blev lukket/logget ind, og hun sagde som sædvanlig alt det rigtige om, at kunsten kan hjælpe os med at forstå og bærer potentiale til at skabe forandring, og skal få os til at tænke og den slags. At kunsten er den menneskelige faktor, og at vi også skal kigge ind i os selv. Det er svært at være uenig, men det er også svært for mig ikke at komme til at tænke på, at det faktisk er svært både at være kunstner og være en, der vil skabe (politisk og samfundsmæssig) forandring. Altså, man kan sagtens være aktivist og kunstner; men samtidig!?

Og hvorfor siger jeg det? Fordi jeg forleden i en debat på Facebook om en aktuel film hørte en af mine instruktørkolleger bruge ordet ”propagandistisk” som et positiv-ord. Og at det er dejligt en gang imellem at se en dokumentarfilm af en, der tør sige sin mening. Ja, det er rart på samme måde som det er rart at tale med én, der hele tiden råber.

I de senere år har åbningsfilmen på CPH:DOX været en film, der netop prioriterede filmens emne fremfor det egentlig kunstneriske (altså i mine øjne), så jeg havde jo lidt bange anelser inden the main event gik i gang, men film af en ”prisvindende instruktør” (en journalist-kliché der ikke kan gentages tit nok) er jo altid værd at se. Og da samme instruktør oven i købet er udvalgsleder for Statens Kunstfonds Legatudvalg for Film, så er alle, der har involveret sig i projektet, selvfølgelig helt rolige. Men jeg er jo ikke involveret!

Jeg forholdt mig dog forholdsvis roligt under selve filmen, som heldigvis ikke i nævneværdig bar præg af at ville fortælle os, hvad vi skulle tænke, men jeg savnede måske også det indbyggede incitament til overhovedet at skulle tænke undervejs, men det er nok bare mig. Og det er her er jo heldigvis heller ikke en decideret filmanmeldelse; dertil var min 70:30-opmærksomheds-ratio nok for lille, hvilket muligvis skyldtes det faktum, at jeg hver gang, jeg så Ida Auken og Dan Jørgensen i debat fra hver deres parti ikke kunne lade være med at tænke på (okay, så jeg tænkte faktisk lidt undervejs), hvornår hun besluttede at skifte over til hans parti. Well, det skete åbenbart først, da filmen var færdig, ligesom der også er sket en masse andet inden for filmens tematik. Det er derfor, det tit er noget lort at lave film om aktuelle begivenheder.

Nå, jeg kom igennem uden hjælp fra festivalens ene sponsor, Theodor Schiøtz Brewing Company, og det var dernæst tid til debat med først ordstyrer og instruktør og dernæst ordstyrer og de fire medvirkende. Det glædede mig, at man faktisk forholdt sig til selve det filmfaglige flere gange, men ellers var det jo emnet, klimakrise, der var i centrum. Ingen fest og ingen falbelader, bare debat. Igennem årene har festivalen ellers været god til at skjule sin egen selvhøjtidelighed bag et vist niveau af skæg og ballade (det kender jeg fra mig selv), men det er jo svært at skabe en løssluppen stemning, når man står fem mennesker i et stort operahus. Ikke et ondt ord om det. Det mest bemærkelsesværdige øjeblik (for mig) opstod, da instruktøren bemærkede noget i retning af, at det var helt rart, at der ikke også var inviteret nogen, der var uenig med hende (se venligst PS).

Men da det hele var slut, blev vi lige mindet om dette års festival-slogan, som jeg først ikke havde hæftet mig ved: Don’t just watch. Listen. Ja, jeg ved godt, at jeg er paranoid, men lyder det ikke lidt som om, at festivalen hermed blåstempler og understreger, at dokumentarfilm gerne må have en holdning i sig selv? At nu skal vi som publikum sgu høre efter, hvad der bliver sagt!? Men jeg lytter gerne, om end jeg synes, det skurrer noget. Der er jo intet galt i at lytte, men det bliver trættende, hvis den, man lytter til, ikke lytter til andre end sig selv.

Så altså: kan man være aktivist og kunstner på samme tid? Skal dokumentarfilm være kunst? Det vil de næste mange dage afsløre … eller også vil de ikke.

 PS. Jeg er ikke uenig med nogen - hverken aktivister, politikere eller filminstruktører - i, at klimakrisen er alvorlig og virkelig. Jeg har været miljø-, natur- og økoflipper længere end de fleste, men jeg tror ikke selv, at jeg har ret i eller forstand på alt i den sammenhæng.