Hieroglyffer og DOKomedier


Symbolisme! OMG, det lyder tungt og betydningsoverlæsset – men når det anvendes som udtryk for en dansk kunstretning omkring forrige århundredeskifte, så bliver det pludselig mere relevant. Det tænkte jeg i hvert fald, så jeg tog min filminstruktørkasket og en blazer på og tog på museum (jeg skulle alligevel ha’ tiden til at gå indtil VM-kampen Columbia-Japan startede).

Selvhøjtidelig filminstruktør (kasketten vender den anden vej, når jeg leger forfatter)

Allerede i første rum bliver jeg klogere: Mange kunstnere i tiden (ca. 1890-1910) mente, at naturalismen var en kunstnerisk blindgyde, og inden for både billedkunsten og litteraturen ville man nu hellere udtrykke menneskets indre – følelser, idéer og drømme – og gerne med et lidt mystisk skær. Generelt er værkerne mere suggestive, og blev ofte sammenlignet med musik; også fordi de faktisk tit var dekorative. En vis dekadence kunne også spille ind. 

Det lyder godt, tænkte jeg og kløede mig under kasketten, og det går jo meget godt i spænd med det, jeg oplevede i Barcelona i forrige måned. For selvfølgelig er film i kraft af sin udstrækning i tid umiddelbart mere at sammenligne med musik end med for eksempel billedkunst, men så alligevel ikke. For det handler jo om udtrykket og æstetikken – uanset format.

Dokumentarfilmen kan også nemt være lidt af en kunstnerisk blindgyde, tænker jeg – mens jeg tager et par skridt baglæns og derfor snubler over en lille italiensk dame, der står med sine læsebriller på næsen og studerer kataloget – for ofte er det emnet og publikums bevidstgørelse om samme, der står i centrum. Og ofte er det for at videregive et bestemt verdensbillede. Og det er vel ikke nogen kunst?

J.F. Willumsen: Frugtbarhed (1891)

Jeg slentrer gennem de fem første rum og nyder værker af bl.a. Willumsen og Johannes Holbek, men det er i rum 6, at vi kommer helt frem til den endelige forbindelse til doku’er, eller rettere til DOKomedien, og det er jo derfor at alt dette står her på denne blog. For tilsyneladende var symbolismen også en slags forudsætning for karikaturens (og dermed satirens) udbredelse i dansk kontekst på den tid. Man forlader den strengt naturalistiske reproduktion og kan fremhæve et følelsesmæssigt indre – enten i en egentlig tolkning eller i en fremhævelse af for eksempel et karaktertræk. Også gerne (men ikke kun) i en løsere, mere skitsepræget form.

Nu kan man påstå, at i satiren og karikaturen står ”emnet og publikums bevidstgørelse om samme” også i centrum, men det er alligevel noget andet, idet humoren og en påpegelse af det selvhøjtidelige er det væsentligste. (Det er først når budskabet i satiren overfuser den indbyggede humor og bliver dogmatisk, at det bliver et problem, og det ser man desværre også tit i dag, men den tager vi en anden dag).

Videograb fra Bryllupsfilmen (2004, instr.: M. Stolt, foto: Jeppe Raasthøj)

Dokumentarfilm har traditionelt i dansk tv været det samme som en form for ”naturalisme”, og måske savner man (=jeg) simpelthen en modernisering af genren. Om vi kalder det symbolisme eller modernismo (som man jo på spansk kaldte Picasso m.fl.) er ikke så vigtigt, men jeg kalder jo i hvert fald nogle af mine egne udtryksformer for DOKomedie. Ikke fordi det SKAL være sjovt, men det skal være udogmatisk og underholdende, og jeg plejer jo at sige, at virkeligheden i disse film ikke må overskygge fantasien, mens fantasien ikke må undertrykke virkeligheden.

Videograb fra Bryllupsfilmen (2004, instr.: M. Stolt, foto: Jeppe Raasthøj) 

Udenfor museet sætter jeg mig på en bænk og tager min notesbog frem, men jeg får ikke skrevet noget, for en stoltserende ung mand får sig i samme øjeblik en sok i bassinet, mens han selv prøver at lade som ingenting. En scene fra en DOKomedie tager form – en film om det, som findes i virkeligheden, men som vi tolker og udbygger og leger med, og ikke bare lader være en brik i en fortælling om, hvad vi tror, sandheden er.

Sandheden er i kunsten; der er ingen kunst i "sandheden".


Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Dennis Nørmark er ikke så sjov, at det gør noget.

Jamais Vu eller De Fem Fodfejl