Jamais Vu eller De Fem Fodfejl


”Nåh, men… hvad laver du ellers for tiden?” spurgte han og snuppede endnu en af de gratis øl fra disken. Det var klogt, for vi vidste begge, at de ville forsvinde inden længe. Sådan er det altid med de her festival-receptioner. Men det var et godt bryggeri. Rigtigt godt endda.

”Tjah”, sagde jeg, ”jeg sidder lidt og pusler med en klipper på en udviklingsstøtte fra instituttet – med en film, der handler om film, der ikke er blevet til noget. Den hedder ”Jamais Vu”. Det er et lidt tosset filmprojekt”, sagde jeg og grinede lidt for mig selv, ”og jeg fik første gang ideen, da jeg så Jon Bang Carlsens formidable ”Dejá Vu”, idet jeg tænkte, at det kunne være sjovt at lave en film, der handlede om det modsatte: film, der aldrig er blevet til noget. Så det er en cadeau til alle de film, der IKKE findes. Og for nemheds skyld vil jeg koncentrere mig om de film, der ikke findes, som jeg SELV ikke har lavet. Derfor hedder filmen det, den hedder." 


Og den fik for resten en undertitel, da jeg sad til møde med konsulenten: ”De Fem Fodfejl” … fordi filmen også er en udforskning af den kreative proces.”

Jeg grinede lidt af min egen opfindsomhed, og kiggede rundt for at se, om der var andre, der havde hørt mig. Det var der nu ikke.

”De fem fodfejl bliver dermed helt konkret en slags rød tråd gennem filmen, og de formuleres og omformuleres løbende. Vi har arbejdet et par dage i klipperummet, og det er faktisk mægtigt lovende. Som alle andre har jeg et væld af projekter, der er røget i skuffen gennem de ca. 24 år, jeg har lavet film. De var alvorlige, muntre, pædagogiske, selvoptagede, ambitiøse, lette at lave, svære at lave, doku, fiktion og hybrid… kun har de det til fælles, at de ikke blev til noget. Og det var først og fremmest sgu nok min egen skyld og på grund af mine egne fodfejl.”



Jeg fortsatte min enetale, mens jeg fingerede med etiketten på flasken.

”Nogle af projekterne er der ligefrem lavet færdige demoer til, flere af dem har bare en masse råoptagelser, og endnu andre eksisterer kun som tekst eller manus eller måske bare nogle tegninger. Så er der musik – både demoer og hele soundtracks – til nogle af projekterne, og selvfølgelig skitser og arbejdspapirer, og det hele kan faktisk komme til at spille en rolle, for allerede nu kan vi se, at vi har virkelig mange muligheder, og at det kan blive virkelig sjovt. På både den fjollede, filosofiske og forfængelige facon. Og ikke på den bitre eller forsmåede måde – det er slet, slet ikke intentionen. 

Mit ønske er snarere … hvis du spørger efter en slags programerklæring”, sagde jeg, uden dog at have hørt ham efterspørge en sådan, ”at leve et antologisk sammenklip af gamle optagelser – at skabe en collage og en montage og en tour-de-force af filmamatørisme og ditto-professionalisme i en lykkelig, nærmest surrealistisk blanding: En overdådig hyldest til det mislykkede, det misforståede og det mishandlede. Til poesien i de nederlag, som også gør én til den, man er. Om alle de forfejlede bestræbelser, vi alle sammen foretager os, om nederlagene - om alt det håbløse. For man skal turde tage en risiko, fejle, blive frustreret, acceptere frustrationen, for derved – muligvis endda uden egentlig succes – at lykkes.”

Jeg kiggede op fra min navle, men han var gået. Folk er sgu så selvoptagede. Og der var ikke flere øl på disken. Satans CPH:DOX-fester; der er aldrig nok gratis øl.




Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Dennis Nørmark er ikke så sjov, at det gør noget.

Fra sans og (essay-)samling på BogForum