Afgangs-dokuer fra Den Danske Filmskole 2015

(In Danish - about this year's graduation docs from Danish Film School)

Filmskolens seks dokumentar-afgangsfilm i år (TV-tilrettelæggerlinjen) har nogle fællestræk, som springer i øjnene. Så forskellige de end er, så er det sparsomt, hvad man som seer får af faktuelle oplysninger. Det er helt fint – det er sundt at lede lidt i sit hoved, mens man ser film. Og ligeledes er deres narrative struktur stort set ikke bundet op på en tidslig eller dramaturgisk model med fortællebuer og overtydelige handlingstråde, som man er vant til fra tv-dokumentarer. Det er jo aldeles forfriskende i sig selv.

Men hvorfor de så alle skal vare præcis 30 minutter virker derimod noget kontraproduktivt. Det skyldes givetvis aftalen med DR (som også står som co-afsender på forteksterne), men desværre bliver det tydeligt for mig, at flere af filmene ville have haft meget mere glæde af at vare 18, 24 eller 38 minutter. Og ikke mindst: JEG ville have haft meget mere glæde af dem. Der er givetvis også nogle bagvedliggende pædagogiske årsager til dette tidskrav på en halv time, men for en nysgerrig og delvist uformående seer som mig giver det bare anledning til undren.

Men se dem selv på søndag eftermiddag på DR-K, for det er de værd.

(Men måske skulle jeg tilbyde Arne Bro at komme ud og fortælle det næste hold lidt om principperne bag DOKomedie, for det er der stadig ikke noget af. Er der da ingen, der læser denne blog? Chok! Bevares, der må godt grines lidt og smiles undervejs i disse film, men det kommer ikke fra filmenes grundlæggende DNA, som alle er meget lidt satiriske, måske endda lidt selvhøjtidelige (måske med en enkelt undtagelse?) Will my work ever be done?)

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Dennis Nørmark er ikke så sjov, at det gør noget.

Jamais Vu eller De Fem Fodfejl

Fra sans og (essay-)samling på BogForum