Et par ord om hitlister og Fanta.



Filmbladet Ekko har indført en hitliste over danske kortfilm. Eller en ”shorlist”, som de kalder det, og der er en sponsor, der betaler gildet. Jeg ved ikke præcist, hvad sponsoren i dette tilfælde betaler, men der går ifølge aftalen ingen penge videre til rettigheds- eller ophavsretshavere. Altså til dem, der har lavet filmene.

Men er det så i det mindste en sponsor, der ellers ernærer sig ved salg af læskedrikke eller hårplejemidler og på den måde bare køber sig til reklame? Næh, det er en udbyder af indhold til streaming til nettet, f.eks. film.  Jeg har ikke vildt meget forstand på økonomi (spørg bare min kone, DFI eller min kompagnon), men er det strengt økonomi-teknisk set en sponsor, når de på den måde får indhold til deres eget produkt? Det svarer lidt til, at du kunne tilmelde dine hjemmedyrkede appelsiner til en konkurrence i Samvirke om, hvis appelsiner, der var bedst, og derfor fortjente at komme i Fanta. Og så kom det. Uden at du fik betaling for dine appelsiner.

Fra den gang jeg hørte Jørgen (uden "de") Mylius' hitlister foran transistorradioen.

Nå, man skal ikke sammenligne appelsiner og æbler…  æhh, film… og mon der overhovedet er appelsiner i Fanta? Og hvad får Ekko for resten ud af det? Og ikke mindst: Hvor begavet er det overhovedet at lave en hitliste over film?

Som én, der fra tid til anden anmelder dokumentarfilm, ved jeg, at det i bund og grund er helt idiotisk at rangordne film, men det afholder os ikke fra at gøre det; primært fordi det er sjovt, tænker jeg. Min ene fætter er tilfældigvis filmanmelder på en avis, og ved vores nylige fættermiddag udvekslede vi tilstedeværende lister over, hvilke plader og film og så videre, vi ville ha’ med på en øde ø, men vi kom sjovt nok ikke ind på danske kortfilm. Eller dokumentarfilm.

Make their day?
Men nu er der jo forskel på personlige hitlister og offentlige hitlister. Formålet fra Ekko’s side er da helt sikkert at skabe opmærksomhed omkring den korte fiktion, der ellers har svært ved at trænge igennem i mediebilledet. Men er brugerafstemninger og et popularitetsbarometer den rigtige vej at gå? Er det via den præsentationsform med indbyrdes konkurrence mellem filmene, at de kommer bedst til deres ret? Og er en uhonoreret udnyttelse af filmfolks indbyggede trang til at blive set, det bedste, der kan ske; nu hvor vi ellers bruger mange kræfter på at udtænke nye indtjeningsmuligheder til filmbranchen ved internet-distribution?

Jeg spørger bare – og har jo ingen svar (spørg bare igen min kone eller min kompagnon).

(Jeg har for resten heller ikke betalt for de her billeder. Jeg regner med, at det afbildede gerne vil afbildes på nettet.)



Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Dennis Nørmark er ikke så sjov, at det gør noget.

Jamais Vu eller De Fem Fodfejl

Fra sans og (essay-)samling på BogForum