Er humor for alvorligt til at blive overladt til komikere?

(Alt for lange) betragtninger om humorens vilkår i Danmark (in Danish).


Humor er liv, humor er uhøjtidelighed, og humor er en god måde at påpege urimeligheder på. Men det er svært at have med at gøre. Prøv at gå ind i en propfuld bagerbutik en søndag formiddag, og når ekspedienten spørger ud i rummet ”Hvis tur er det?”, så sig fra din plads allerbagest i køen med så ærligt et pokerfjæs du kan: ”Jeg tror, det er mig nu.” Det kan være en hel ubetalelig oplevelse, for reaktionen er prompte og sur, for det kan umuligt være min tur, jeg er jo lige kommet ind osv. Men hurtigt går det op for de fleste, at det jo må have været for sjov, at jeg sagde det, og nogle begynder ligefrem at se det satiriske i situationen. Men det er ikke noget, man skal gøre hver søndag – så bliver det gammelt.

Humor kan også være ond og ødelæggende.  Eller kan det? For er det så ikke bare mobning og ikke humor? Men hvor går grænsen, og er vi bange for at udfordre den grænse? Hvem må vi gøre grin med? For nylig skrev jeg en opdatering på min Facebook-væg, da en kvinde åbenbart var blevet anholdt for uterlig omgang med børn. ”Hvor er det skønt, når der bliver anholdt en kvinde for overgreb mod børn, en københavner for pædofili, en etnisk nordmand for terrorisme, en etnisk dansker for gaderøveri... Det giver ligesom én troen på menneskeheden tilbage, når der sker noget nyt og anderledes!”


Jeg valgte i sidste øjeblik ikke at trykke på Enter-knappen. Hvorfor? Var jeg bange for folks reaktioner? Ja, det var jeg, for som de fleste andre vil jeg jo gerne tages alvorligt, og når jeg nu ikke kan lade være med at promovere mig selv på de sociale medier, så må jeg tøjle mig selv. Men uak!; det er jo selvcensur, og det skal man passe på med. For hvad er jeg bange for? Tjah, det har ikke noget med religion at gøre, men min egen bestalling som dokumentarist. Tillad mig at uddybe:


Forrige uge anmeldte programmet ”TV! TV! TV!” og studievært Ane Cortzen programserien ”Grin Med Gud” med Omar Marzouk, og efter også at have omtalt, hvor vigtig humor er for danskerne, men at vi måske alligevel er lidt for ufølsomme til forstå, at andre kan være følsomme overfor grovkornet satire, så udtalte Ane Cortzen, at siden Omar i sin serie ikke rigtigt gik de omhandlede trosretninger på kniven (”han er for flink ved dem”, ”han kommer med fred”), så har vi måske en ”komikerkrise” i Danmark.


Efter således tavst at have konstateret, at vi i hvert fald ikke har en journalist- eller en tv-tilrettelæggerkrise, så syntes det at være anmeldelsens ærinde, at komikken er blevet for tandløs og for selv-censureret, når selv ikke et program, der vil undersøge, om man kan lave grin med Gud, faktisk ikke gør det. Jeg er tilbøjelig til at give Ane Cortzen ret, men mener alligevel, at skytset er rettet et forkert sted hen.


Omar’s serie har nemlig i lighed med serien ”Gintberg på Kanten” udvidet det traditionelle komikerbegreb, som begge hovedpersoner er født af, nemlig stand-up-genren, og er gået ud i virkeligheden og har mødt folk på lige vilkår (ok, tv-vilkår, men alligevel), og dernæst bragt det i en humoristisk sammenhæng. Bevares, selve stand-up-elementet er stadig en del af konceptet, men denne gang har publikum en forudsætning for at forstå komikernes materialevalg.


Her har jeg så selv bragt mig ud på det sidespor, som jeg mener, vi alle skal væk fra: Nemlig, at tv-komikere og standup-scenen skulle have monopol på humoren. På den anden side tror jeg heller ikke på udsagnet fra ”TV, TV, TV!” om, at vi i Danmark er så specielt gode til at lave grin med alting, Muhammed-tegninger eller ej. Faktisk er det min påstand, at vi i årevis har været på vej til at være tilfredse med og tilhængere af, at humoren og satiren har sine egne faste reservater, der ikke forstyrrer resten af billedet alt for meget. Det var i årevis selvfølgelig revyerne, og i radio, tv og aviser havde og har satiren helt faste og selvstændige programpunkter. Jeg kan frygte og mistænke, at dette har haft den uheldige bivirkning, at humoren er blevet ekskluderet af andre sammenhænge, hvor alvoren ikke må undermineres af skæg og ballade og almindeligt rav i den.


Jeg mener, at vi generelt er blevet bange for at bruge humor som virkemiddel – både til daglig og i behandlingen af alvorlige emner. Inden for mit eget felt, dokumentarfilmen, er der i hvert fald langt mellem de lårklaskende oplevelser. Fornylig blev jeg og min producer mødt med den holdning fra en filmkonsulent, at det er ”usmageligt” at blande komik ind i vores film-idé om at beskrive det danske sundhedsvæsen. Vi vil jo ikke gøre grin med nogen andre, tværtimod bruger vi min egen cancer-historie som rød tråd, og jeg har virkelig ambitioner om at kvalificere seeren til at forstå vort sundhedssystem. Men emnet er åbenbart for alvorligt? Hvad vil folk ikke tænke, hvis de så os sidde her og grine af ham med den ene testikel eller hende den skaldede?


Så jeg køber altså ikke den med, at vi danskere er så gode til humor. Filmen ”Dirch” om en af Danmarks morsomste mænd udmærkede sig bl.a. ved ikke at ville være morsom, men derimod ved at handle om det tragiske ved at være komiker. Ikke noget dårligt emne, men alligevel symptomatisk for hvordan humor opfattes. Så det jeg var bange for, når jeg ikke publicerede den føromtalte Facebook-opdatering (og indrømmet, SÅ sjov var den sgu heller ikke), det var, at nogle beslutningstagere eller magthavere inden for mit felt skulle tænke, at jeg ikke er værdig til at lave dokumentarfilm om seriøse ting. Men vi skal ikke kun lave ”seriøse” dokumentarfilm, skal vi? Skal vi ikke også lave ”dokomedier”, hvor humor og dokumentar er symbiotisk forbundet, for humor og latter nu bare er en god facilitator. Humor er ikke det seriøses modsætning – den egentlige modsætning til humoren er selvhøjtidelighed, selvtilfredshed og puritanisme.


Så har vi en humorkrise? Eller er det den komikerkrise, Ane Cortzen nævnte i sit program? Har TV2 Zulu og deres endeløse promovering af et par dusin komikere ødelagt alvoren ved humor og satire? Eller er det DR2 og deres mange serier med sjove karakterer og tænder, fra Angora til Kryster? Og er der i virkeligheden ikke forskel på henholdsvis komikere, humorister og satirikere, og er vi blevet for dårlige til at skelne? Så sent som i går aftes så jeg en tv-sketch, der ærlig talt var en fornærmelse mod min intelligens, og den er sgu ikke stærk nok i forvejen til at kunne tåle sådanne overgreb. Men er det os selv, der er tilfredse med at vide, at dér må det være sjovt, og hér må det sgu ikke være for morsomt? Er det ikke at gøre det lidt for let for magthavere og andre institutioner, der ku’ trænge til lidt røg? Politikere er begejstrede for at blive omtalt i ATS på Politikens bagside, og det er jo fint nok, men så er de jo altid på sikker grund, selv når de går ind i et minefelt. På den måde er humoren og satiren som modvægt til det selvhøjtidelige og det magtfuldkomne allerede afmonteret, og det er ikke sjovt, synes jeg.


Lad mig slutte med at citere humoristen, salig Jesper Klein, fra en videofilm om Danmark og humor, som vi lavede til sprogundervisningen for indvandrere. ”Altså humor, det er et spørgsmål om overlevelse. Det er jo simpelthen en livsbetingelse […] Jeg tror, humoren er ufattelig vigtig for mennesker. Mennesker, der er glade og har humor lever længere, og hvis de ikke lever længere, så er det fordi de lever bedre i den korte tid, de lever”.

PS. Er jeg klar over, hvor selvhøjtidelig jeg lyder i alt det ovenstående… øh… ikke rigtigt.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Dennis Nørmark er ikke så sjov, at det gør noget.

Jamais Vu eller De Fem Fodfejl

Hieroglyffer og DOKomedier